x
Motörhead: The Vogue, Vancouver

Motörhead, The Vogue, Vancouver

Motörhead: The Vogue, Vancouver

Anmeldt af Rune-Leander Mikkelsen | GAFFA

Motörhead, og i særdeleshed Lemmy Kilmister, er mere aktuelle end nogensinde før. Greg Olivers fremragende dokumentarfilm "Lemmy" (2010) udkom på dvd for 14 dage siden, og for ti dage siden sendte bandet deres 20. studiealbum, "The World is Yours", på gaden i USA (i Europa udkom det før jul, red.). Et album, som blandt de amerikanske anmeldere regnes for gruppens bedste siden det Grammy-nominerede "1916"-udspil fra 1991.

Mandag aften stod Lemmy og Motörhead på scenen på spillestedet The Vouge i Vancouver, klar til at spille ottende job på deres amerikanske "The World is Yours Tour" – en tour, der startede i Los Angeles samme dag, som albummet udkom, og slutter samme sted igen 11. marts.

We are Motörhead!
Klædt i sort, iført knælange cowboy boots, specialbygget Rickenbacker-bas gennem et Marshall-stack og den karakteristiske Marlboro i mundvigen. Alt er, som det har været de sidste 20 år, da Ian Fraser Kilmister, bedre kendt som Lemmy, inden åbningsnummeret, "We Are Motörhead" fra gruppens 15. album af samme navn, siger: "Good evening, we are Motörhead and we play rock 'n' roll".

Som altid er lydniveauet af en anden verden. "Stay Clean" leveres meget tæt op ad den udgave, der findes på live-dvd'en "Motörhead" fra 2002. Lemmy mumler noget uforståeligt i mikrofonen, inden bandet starter "Get Back in Line", første singleudspil fra dette års album.
Aftenens hovedperson er efterhånden blevet 65. Han har skrevet musik til The Ramones, Ozzy Osbourne og regnes som The Godfather of Heavy Metal af folk som James Hetfield, Dave Grohl, Alice Cooper og Slash. Nummeret "Get Back in Line" viser, at manden ikke hviler på laurbærrene. I form, komposition og levering lader "Get Back in Line" intet tilbage at ønske. Danske King Diamonds tidligere trommeslager, Mikkey Dee, får lov at lufte de to stortrommer, som var vi tilbage i de tidlige 1990'ere.

"One Night Stand" fra albummet "Kiss of Death" (2006) efterfølges af "Rock Out" fra "Motorizer" (2008), et album, der ramte #5 på den amerikanske Billboard, da det udkom. Herefter indleder guitarist Phil Campbell en fem minutter lang guitarsolo i bedste Yngve Malmsteen-anno 1989-stil. Bandet falder ind og spiller "The Thousand Names of God", afslutningsnummeret fra "Motorizer".

"I know the law and I know how to die"
Tilbage i 1965 startede Lemmy ud som bassist i Stockport-gruppen "The Rockin' Vickers". Fra 1971 var han en fremtrædende del af det eksperimenterende "Hawkwind". Efter at være blevet sendt på porten af begge bands dannede Lemmy i 1975 sit eget band, "Motörhead", et band, hvor han kunne lave reglerne. Det har han så gjort siden. Bandets andre medlemmer er blevet skiftet ud ad flere omgange, mens Lemmy kompromisløst har fortsat den kurs, han stak ud tilbage i 1975. Denne aften spiller Motörhead "I Got Mine", en single fra "Another Perfect Day" (1983). Efter endt tour tilbage i 1983 skiftede The Godfather resten af besætningen ud. De næste 20 år spillede Motörhead ingen tracks fra "Another Perfect Day"-udgivelsen, en beslutning, Lemmy heldigvis ændrede tilbage i 2004.

"Don't believe in miracles and I won't even try / I know the law and I know how to die" hvæser Lemmy i "I Know How to Die" fra bandets seneste udspil. En simpel livsfilosofi, som passer glimrende til den meget pragmatiske mand, Greg Oliver skildrede i sin dokumentarfilm fra sidste år.    

"The Chase is Better Than the Catch", "In the Name of Tragedy" og "Just 'Cos You Got the Power" glider mere eller mindre sammen i et inferno af larm.

Ingen overraskelser her
Afslutningen på aftenens koncert bliver som forventet. Under indspilningen af "1916"-albummet tilbage i begyndelsen af 1990'erne fyrede Lemmy producer Ed Stasium under processen. Lemmy opdagede, at Stasium havde lagt tamburiner ind på det 12-takts-blues-inspirerede track "Going to Brazil". Hvis der havde sneget sig en tamburin eller to ind under aftenens levering af samme nummer, er jeg sikker på, at ingen i det totalt pakkede The Vouge ville have opdaget det i larmen.

"Killed by Death" fra "No Remorse"(1984) følger, som forventet, lige efter. Da singlen "Killed by Death" blev sendt på gaden i USA tilbage i midt-1980'erne, var samme sang at finde på begge sider af singlepladen. En gardering imod, at dj'en kunne spille det forkerte track ved en fejl, beretter Lemmy fra scenekanten.

Signaturnummeret "Ace of Spades" spilles i lyntempo, inden "Overkill" afslutter denne aftens koncert. "Overkill" er at finde på Motörheads andet album (1979) af samme navn. Et album, der regnes som en af de største inspirationskilder til den britiske UK82-punk – den koldkrigspåvirkede musikalske trend, der opstod i London omkring 1980.

Fire stjerner til en musikalsk oplevelse, der langtfra fortjener det

Lad os et øjeblik dvæle ved inspirationen og fænomenet. Lemmy og Motörhead har inspireret generationer af rockbands. Lemmy har været som en urokkelig grundpille i rockens univers. Da alle LA- og New York-grupper skulle have spandexbukser og permanent og indspillede ballader i slut-80'erne, da Metallica blev bløde først i 1990'erne, og da rocken skulle fusioneres med hiphop midt i 1990'erne. Igennem alt det var der Lemmy og Motörhead, som aldrig ændrede sig.

Som anmelder af aftenens koncert ser jeg dette som både en force og en svaghed.
Forcen giver sig selv, og der skal lyde meget respekt herfra. Dog har hver Motörhead-koncert, jeg har set på dvd eller hørt live gennem de sidste 10 år, været en variation over samme skabelon. De klassiske tracks spilles i samme rækkefølge, blandet med en håndfuld af de numre, Motörhead har taget med på tour for at promovere. Jokes og anekdoterne mellem sangene har heller ikke ændret sig meget. Jeg har efterhånden hørt, at Prince ikke er den rigtige Hendrix en håndfuld gange.

Dog vil jeg opfordre alle musikinteresserede til at se "Lemmy"-dokumentarfilmen fra sidste år, da den giver et indblik i, hvad den 65-årige Ian Fraser Kilmister har givet rocken, som vi kender den i dag. Filmen indeholder, blandt andet, en samtale mellem Lemmy og Dave Grohl omhandlende begges idol, Little Richard. Grohl konkluderer spøgefuldt: "Hvis du er en sort bøsse, der vokser op i 1940'ernes Georgia, hvad andet kan du blive end musiker?" Lemmy svarer tørt: "Der var i hvert fald ingen chance for, at han kunne blive bokser". Spørgsmålet er, hvad ville arbejderklassedrengen Ian Fraser Kilmister være blevet til, hvis han ikke var blevet til Lemmy? Musikhistorien, som vi kender den i dag, ville helt sikkert have været meget fattigere, og vi ville sikkert have haft en light version af bands som Anthrax og Metallica.

Jeg giver denne aftens koncert i Vancouver 4 stjerner, hvilket den musikalske oplevelse slet ikke fortjener. Den tredje stjerne tildeles for det nye album – "The World is Yours". For første gang føler jeg, at det nye materiale kan måle sig med det ældre. Den fjerde stjerne gives udelukkende ud fra respekt for personen Lemmy og det projekt, han startede tilbage i 1975 – 4 stjerner til Motörhead.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA