x
Isobel Campbell And Mark Lanegan: Store Vega, København

Isobel Campbell And Mark Lanegan, Store Vega, København

Isobel Campbell And Mark Lanegan: Store Vega, København

Anmeldt af Henrik Østergaard | GAFFA

Sidste år udgav eks-grunge-ikonet, amerikanske Mark Lanegan, og det forhenværende Belle and Sebastian-medlem, den skotskfødte godbid Isobel Campbell, deres tredje album sammen, "Hawk". Det burde egentlig ikke kunne fungere at smide tre tilnærmelsesvis lignende album på gaden i løbet af kun fire år, men duoen har bevist det modsatte.

Til trods for at det siden den helt smågeniale debutplade, "Ballad of the Broken Seas" (2006), for hvert album er gået et lille skridt ned ad bakke med sangskrivningen, er "Hawk" alligevel et af de album fra sidste år, man hyppigst er vendt glædeligt tilbage til igen og igen. Forundrende nok, skal man indskyde, for det er ikke ligefrem den dybe musikalske skål, det umage par disker op med. Men i friktionen mellem feminin ømhed og kølig maskulinitet lurer en aparte form for nysgerrig liderlighed, man som lytter ikke kan lade være med at blive helt afhængighed af.  
 
Denne tilsyneladende langtidsholdbare liderlighed håbede man på også at få fornemmelsen af denne aften i Store Vega, hvor en så godt som udsolgt sal til formålet var indrettet med siddepladser. Og det fik man: Et æggende vokalsamarbejde, der åbnede op for sansesluserne. 
 
Fantastisk firekløver
 
Af de tre åbningsnumre, som Campbell og Lanegan har ladet begynde deres respektive studieplader med, er "Seafaring Song" fra "Sunday at Devil Dirt" (2008) den bedste, hvorfor denne neddæmpede, længselsfulde sømandsvise – helt i tråd med torsdagens regnfulde gråvejr i København i øvrigt – da også helt rigtigt åbnede sætlisten. Det var en sød og modig åbner. At Campbell og Lanegan lægger sig i forlængelse af en lang, imponerende musikalsk tradition med countryrødder en masse, er ingen hemmelighed, og på alle tre plader har de ladet sig storinspirere af forskellige kunstnere fra countryskatten. Townes Van Zandts "Snake Song" dukkede også forfriskende op som aftenens andet nummer, og til trods for at coverversionen ikke når dens fader til sokkeholderne, var det stort og smukt at høre Campbell og Lanegan vise deres respekt til en af musikhistoriens allerstørste sangskrivere.
 
Den dragende publikumshitter, "Who Built the Road", åbnede da op for Lanegans gigantiske lyd: En røst, der – som de fleste sikkert ved – jo netop er berømt for at være dyb som indbegrebet af en whiskyvokal. Meget kan man muligvis sige om Lanegans indædte liveoptrædener, der rent fysisk synes lige så massiv som en urokkelig dinosaur, men på vokalfronten har han endnu aldrig skuffet én. Dette uskrevne løfte om ikke at skuffe imødekom han også denne aften, hvor han allerede her i tredje sang leverede hver eneste artikulering som røgringe fra en salivablottet stemme. Kort sagt var han endnu en gang stålfast og pisseimponerende.      

Som et perfekt begyndende firkløver dukkede der herefter en overraskelse op i form af "Free to Walk", hentet fra tribute-pladen til Lanegans afdøde ven, Jeffrey Lee Pierce (1958-1996), tidligere forsanger i de nu hedengangne blues-punkede rockere The Gun Club. Versionen var blottet for det banjo-feel, som studieversionen med Campbell og Lanegan ellers har. Den forløsende aura, som banjoinstrumentets lyd giver sangen på plade, var den blottet for under aftenens version. Og det virkede. Modsat sidste gang, Campbell og Lanegan besøgte Store Vega, blev denne sangperle leveret med indfølt perfektion. Et af aftenens bedste højdepunkter. 

Intimt og sensuelt
 
Der er en uprovokeret intimitet over Store Vegas rum, når Campbell og Lanegan deler scene. Det var der sidst, duoen spillede der, og det var der igen i aftes. Der er noget befriende akavet over deres partnerskab på scenen, og det er i denne akavethed, at kontakten til publikum forstærkes, bliver personlig og øm og fremkalder gensidige træk på smilebåndet mellem sangerne på scenen og publikum. Jeps, Campbell og Lanegan gav os rent faktisk flere smil denne aften. Mest til hinanden men også til os, for vi var jo hver især inviteret. Og inviteret fornemmede man, at man var.  
 
Som en countryficeret udgave af Julee Cruise er Campbells vokal spækket med en naiv sensualitet. Hendes stemme er lige så gennemtrængende lys som Emmylou Harris' hår er på hendes senere dage. Men modsat forbilledet Harris står hendes vokal ikke særlig stærk for sig selv. Det er i selskab med Mark Lanegan, at hun lyser op. Så da Mark Lanegan for en stund trak sig tilbage for at overlade scenen til Campbell solo et par sange, gik det hele lidt i stå. "Saturday's Gone" virker egentlig ganske fint på plade, men gjorde det ikke i live-regi; "Black Mountain" virker skræmmende hypnotiserende på plade, men gjorde det slet, slet ikke live. Campbell spillede selv cello under mange af aftenens numre, tilføjede desuden med en tamburin hér og dér, og fik derudover selskab af et anonymt, akustisk og ikke særlig interessant to-mands backingband, der udelukkende bestod af to akustiske guitarer, hvor den ene blev udskiftet med en gulvbas i et nummer hér og dér. Forståeligt nok valgte mange publikummer da også at lægge deres tissepauser i disse par numre.      
 
Koncerten dykkede også en smule mod enden af den ordinære sætliste, hvor først en lettere omskrevet version af "Salvation" druknede i en irriterende gulvbas, hvorefter "Come On Over (Turn Me On)" blev leveret i en underlig tam, indlevelseumulig udgave. Men overordnet set tenderer det småting, og aftenens ekstra-lullabys var heldigvis på højde med koncertens generelt høje niveau: Først "(Do You Wanna) Come Walk with Me", som blev leveret med en fugtig orgasmemættet vokal fra Campbell, der ville have imponeret selv Yoko Ono, og derefter en gedigen udgave af Hank Williams' "Ramblin' Man".
 
Når det var godt, var det meget, meget godt. Det var det muligvis ikke hele tiden, men overall var det en mindeværdig og til tider helt hjerteskærende koncert fra en duo, der forbliver interessant og heldgvis synes at være kommet for at blive. Næste gang må Lanegan gerne blive på scenen hele koncerten igennem, og de må desuden gerne tage et helt band med sig på vejen. Så er vi til gengæld også ved at være dér, hvor det hele kan gå hen og blive ganske suverænt. Kom endelig igen.      
 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA