MEN og Pink Marines: VoxHall, Århus

MEN og Pink Marines, VoxHall, Århus

MEN og Pink Marines: VoxHall, Århus

Anmeldt af Nicholai Friis Pedersen | GAFFA

MEN er fra Brooklyn. De er udover en musikalsk trio også et kunst/performance-kollektiv, der blander elektro, house, dance, punk og meget mere. Teksterne er meget direkte og ofte humoristiske. De handler om emner som økonomi i en krigstid, sex og frihed. I front for gruppen står et medlem af det punkede electroclash-outfit Le Tigre, den karismatiske JD Samson, mens et andet Le Tigre-medlem, Johanna Fateman, sammen med Emily Roydson bidrager til sangskrivningen. Med i setuppet er også Michael O'Neill (Ladybug Transistor) på guitar samt Ginger Brooks Takahashi (LTTR), der veksler mellem guitar og bas. Live flankerer de to JD Samson, som står for synths, vokal og afviklingen af bandets backtracks. Debutalbummet, som også stort set udgjorde aftenens sætliste, hedder "Talk About Body" og udkom første februar.

Uden at være synderligt begejstret for gruppens debutalbum, som for mig at se bliver meget monotont med sine mange fire-til-gulvet-beats og de til tider underholdene og skarpe, men også tit banale og enerverende omkvæd, befandt jeg mig forventningsfuld blandt den lille crowd på Voxhall. Selvom jeg desværre må erkende, at elektropunken, som den kendes fra tidligt Le Tigre er gået fløjten hos MEN, så har gruppen nemlig ry for at spille gode koncerter.

Og de leverede da også en okay koncert, der til tider formåede at sætte gang i pusselankerne hos det velstemte publikum. De få fremmødte var heller ikke sene til at trække på smilebåndet over de sjove oneliners i såvel som mellem numrene. Her var højdepunkterne det stærkt sarkastiske nummer "Credit Card Babies", der indeholder hooklines som "I'm gonna fuck my best" og (anden gang) "I'm gonna fuck my friends" efterfulgt af "to make a tiny little baby", samt da der næsten på eksakt samme tid opstod teknisk knas hos både O'Neil og Takahashi, og Samson udbrød: "This is a N'Sync show… I just made that up".

En trættende omgang – med enkelte højdepunkter

Hverken bandets cool attitude, glimtet i øjet, eller udnyttelsen af livesituationen, som trods alt fik lov at skinne igennem i nogle lange outroer, hvor guitarene fik lov at rocke ud og give den backtrack-drevne affære noget mere livefeeling, kunne dog ændre på, at MENs optræden som helhed blev en trættende omgang. Hovedårsagen hertil er, at stort set alt materialet er bygget op over underliggende beats, der afvikles fra laptop, og til forveksling lyder som hinanden. Når der så samtidigt er tale om insisterende, pumpende og ikke specielt interessante dancerytmer (ala "umph, umph, umph!), blev det ret så enerverende at lytte til i den time, koncerten varede.

Meget naturligt var det da også i balladen "Simultaneously", der med sit downtempo-beat, det stærke omkvæd og en forrygende episk outro skabte et dejligt afbræk, at koncerten fandt sit højdepunkt. Værd at nævne var dog også en fin fremførelse af pladens bedste nummer "Make It Reverse", der indeholder et riff, der er svært at få ud af hovedet, når det først har suget sig fast. Også "Credit Card Babies", som ud over markant lyrik er et både catchy og velskåret popnummer, skinnede igennem som et musikalsk højdepunkt. Jo, der var skam højdepunkter, men som helhed var det altså ikke nogen mindeværdig koncert.

 

Opvarmning: Pink Marines ***

Opvarmningen stod den københavnske elektroduo Pink Marines alias sanger Dragut og programmør Hansen for. Duoen, der havde en ekstra mand med på scenen på sax og guitar, er aktuelle med den interessante ep "Too Many Cunts On The Dancefloor" og har høstet  en del opmærksomhed sidste år, hvor de udgav en støttesang til SIO (Sexarbejdernes InteresseOrganisation) i form af singlen "Bodycareer".

På scenen skabte bandet en stemningsfuld atmosfære, og var i deres kostumer (Dragut i en hvid kutte med markante solbriller og Hansen i, hvad der for mig så ud som en præstekjole) og selvsikre fremtoning meget gennemførte. Musikken, som igen i stor udstrækning blev afviklet gennem backtrack, kulminerede på de tidspunkter, hvor den tilførtes snerrende synths eller rivende og hvinende flader af guitarstøj. En fin saxofon-solo blev der også plads til i det første nummer, og de bastunge numre fik Voxhalls olietønder, der gør det ud for borde foran scenen, til at klirre med.

Selvom det var tydeligt, at bandet havde tænkt over deres liveudtryk, formåede de desværre ikke rigtigt at komme ud over scenekanten. De havde givetvis fungeret bedre foran en større crowd, men når der kun står lidt over et dusin mennesker et langt stykke fra scenen, virkede solbrillerne og kostumerne hæmmende for publikumskontakten. Til gengæld virkede det til, at bandet havde det skægt indbyrdes, idet de ofte gestikulerede og grinede til hinanden, og da de sluttede koncerten af med at repetere strofen "We don't give a fuck", kunne de høste et høfligt bifald fra et publikum, der heller ikke rigtigt gjorde. 

Gruppens ep, som må siges at være noget mere interessant end den koncert, de leverede på VoxHall, kan høres og købes på www.pinkmarines.bandcamp.com.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA