x
Valravn og Irfan: Posten, Odense

Valravn og Irfan, Posten, Odense

Valravn og Irfan: Posten, Odense

Anmeldt af Ras Bolding | GAFFA

Valravn har gennem en årrække langsomt, men sikkert placeret sig som landets velsagtens ypperligste - og i dag utvivlsomt også mest populære - eksponent for moderne nordisk-inspireret folkemusik. Det lyder måske som noget af en nichegenre, men de derude, der kan huske Sorten Muld fra halvfemserne, vil vide, at sådan behøver det ikke at være. Og det var heller ikke tilfældet på Posten i Odense, hvor et ganske pænt antal gæster var dukket op for at hjælpe Valravn med at slutte en langvarig turné af med stil. Og man må sige at såvel Valravn som deres publikum slap yderst heldigt fra den opgave.
 
Irfan *****
Inden Valravn gik den bulgarske kvintet Irfan på scenen som opvarmning. Og hvis man hører til blandt de kyniske sjæle, der anser opvarmningsbands som andenrangs billigvare, så var her en lektion i det modsatte. Den bulgarske gruppe bød på stemningsmættet musik med afsæt i østeuropæisk folkemusik, her og der med spor af new age af den mere mystiske og melankolske slags. Instrumenterne var fortrinsvis akustiske, men enkelte steder også suppleret med elektronik i form af backing tracks og trommepad. Alle fire musikere såvel som vokalist gjorde det godt, og man kunne dårligt være i tvivl om, at man her havde med kompetente folk at gøre, og selvom de fleste numre var forholdsvis afdæmpede tempomæssigt, så lykkedes det alligevel for gruppen at imponere publikum, der hen mod slutningen af koncerten rent faktisk klappede som havde Irfan været et hovednavn. Jeg stod et par gange undervejs og tænkte, at kombinationen af det stemningsmættede og ofte lidt klagende og melankolske lydbillede med den østeuropæiske melodiforståelse mindede mig lidt om Dead Can Dance, så det virkede næsten helt naturligt, da Irfan valgte at slutte deres koncert af med netop et Dead Can Dance-cover.
 
Valravn *****
Klokken nærmede sig 23 inden sortklædte Valravn var helt klar til at gå på scenen. Gruppen har igennem flere år spillet i mange forskellige sammenhænge, store som små, fra middelalderarrangementer til gothklubber og sågar på den, i de kredse, legendariske århusianske rollespils-con, Fastaval. Det betyder, at Valravns publikum efterhånden er en broget flok, der tæller alt fra gamle, garvede folkemusikrotter over sortklædte unge med farvet hår og så dem, der dukker op iført deres liverollespils-outfit eller middelalderkostumer. Fra tid til anden ser man forsøg på at forklare gruppens succes med bemærkninger som "der vil jo altid være publikum til noget, der trækker på dansk folkemusiktradition, og der er også gode støttekroner i den slags" - og det er måske tilmed rigtigt et stykke hen ad vejen. Men man skal bare ikke glemme, at når Valravn har opnået den succes de i dag kan bryste sig af, så er det først og fremmest fordi de er hamrende gode til det de gør, ikke mindst på scenen. Man skal kun have oplevet en enkelt, eller sågar en halv, af gruppens koncerter, og så kan man ikke være i tvivl om, at her har man med særdeles kompetente musikere at gøre. Og en stor del af fornøjelsen ved Valravns koncerter er netop lige præcis dette faktum.
 
Koncerten bød, ikke overraskende, på flere numre fra gruppens seneste album, "Koder på snor", et album, der efter publikums reaktioner at dømme er blevet taget godt imod rundt omkring i de små hjem. Selvom der skulle noget til at få folk til at ryste februarkulden af sig, så lykkedes det dog for Valravn at tænde op under publikum et stykke inde i koncerten, og hen mod slutningen blev det da også til den spontane kædedans, der efterhånden er fast tradition til gruppens koncerter.
 
Lyden var generelt god under hele koncerten, om end d'herrer Søren Hammerlund og Martin Seeberg de første numre igennem lå lidt vel lavt placeret i det samlede lydbillede. Det blev der dog rettet op på, og herefter fungerede lyden godt. Og det er vigtigt i Valravns tilfælde, for ikke alene medbringer gruppen et mindre arsenal af de klassiske folkemusikinstrumenter; lut, drejelire, fløjte, etc., der er også, ved tangentspiller Christopher Juul, en god del elektronisk lyd involveret, og så ynder forsanger Anna Katrin Egilstrød tilmed at lege med diverse effekter på sin stemme undervejs, fra æterisk hvisken til forvrænget telefonkomprimering. Netop de mange folkemusikinstrumenter, indlagte slå-på-tromme-passager fra Juan Pino og lignende kan godt tilskrives en vis gimmick-agtig effekt, men samtidig er det måske også værd at huske på, at når Valravn giver den lidt ekstra på underholdningsfaktoren, så indskriver de sig jo dybest set bare i en næsten urgammel folkemusiktradition; nemlig den, der i al sin enkelthed går ud på at underholde og engagere sit publikum, og det gør gruppen godt. Samtidig skal man dog heller ikke glemme, at Valravn også er med til at forny denne tradition, for musikken bærer, ud over altså de oplagte folkemusikelementer, også spor af techno og electronica, en smule teatralsk gotik, lidt punk-energi og, sine steder, drømmende new age. Ved denne koncert gav de meget metallisk klingende bækkener fra tid til anden det hele en næsten industrial-agtig kant også, hvilket var en ganske interessant kombination, tilsigtet eller ej.
 
Jeg har oplevet Valravn live flere gange nu, og det har altid været godt, men det er som om gruppen i de seneste halvanden til to års tid har formået at rykke lige et ekstra gear frem. Det hænger formentlig sammen med at det er blevet til mange koncerter, og man kan godt mærke, at her er tale om en særdeles sammenspillet trup. I en tid hvor dansk musik reduceres til ligegyldige talentkonkurrencer på tv fremstår Valravn som et befriende eksempel på at der stadig findes en lille smule retfærdighed; engang imellem ér det faktisk nok bare at være gode musikere. Og tak for det.  


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA