x
Annika Aakjær: Københavns Musikteater

Annika Aakjær, Københavns Musikteater

Annika Aakjær: Københavns Musikteater

Anmeldt af Mikkel Elbech | GAFFA

Annika Aakjær kunne dårligt have bedt om bedre omgivelser at præsentere sine nye sange i. Et andægtigt stille publikum med skarpt spidsede ører i en lille og aldeles vellydende teatersal. Hvert eneste ord, der kommer ud af hendes mund, står krystalklart, og det sparsomme akkompagnement fra guitar, ukulele eller klaver fungerer ideelt i dette koncept. Et koncept, der er døbt "Uhørt" og er Aakjærs eget, og som består i udelukkende at spille uudgivne numre, kombineret med fyldig forløsning af den stærke trang til at kontekstualisere samtlige sange med underholdende anekdoter og betragtninger.

Aakjær bemærker som noget af det første, at hun er meget nervøs, og at hun derfor er sur på sit gamle jeg, der satte denne koncert i stand. Nervøsiteten kommer dog ikke til udtryk på noget, der kunne ligne en negativ facon, og hun står så solidt og selvsikkert frem uden spor af bævren i den markante og stærke vokal. Hun er alene på scenen og agerer således også tekniker for sig selv – der er blevet sparet, hvor der kunne, for – som hun selv påpegede – er hun "jysk, grisk og har ingen hits".

De nye sange udvider Aakjærs eksisterende univers med flere skæve fortællinger fra den umiddelbart genkendelige verden: Alle kender situationerne og typerne, som Aakjær skildrer, men det er hendes særlige blik på dem, der løfter dem ud af hverdagsbilledet og ind i den kunstneriske kontekst. Hun synger om at stikke snuden for langt frem. Om evigt og altid at skændes med sin mor. Om den kærlighed, som man vitterligt og bitterligt ikke skal forvente varer ved.

Og så er der de forrygende personskildringer. Af det duelignende par med en kone i klipklappere og dynejakke, der ryger North State-smøger, mens manden råber "Carpe diem – bund eller resten i håret!". Af Johnny Madsens kvindelige, afblegede dobbeltgænger på Bornholmerfærgen, hvis undertrøje afslører en tatovering med navnet Karsten. Aakjærs fascination af disse eksistenser udmønter sig i det, der fejlagtigt kunne tolkes som parodisk hån, men som klinger kraftigere af oprigtig sympati, når først der lyttes efter.

Ofte finder formidlingen netop sted med et stort glimt i øjet, men Aakjær undlader ikke undertiden at understrege den rørende oprigtighed, der ligger til grund for hendes udtryk. Det placerer publikum i et naturligt krydsfelt mellem det lattervækkende og det tårepersende, som kun de færreste sangskrivere formår at etablere med så nydelig præcision.

Koncertens tredelte højdepunkt kommer, da Aakjær først synger en sang til og om sin bedste veninde, Marie Key, og dernæst inviterer hende på scenen til at fremføre to numre sammen med hende. Det første nummer er efter sigende inspireret af en vis kollega, som Aakjær af og til fejlagtigt placeres i samme kategori som. Folk har åbenbart undret sig over, hvorfor Aakjær ikke bare skriver en sang ligesom "Alle Mine Veninder" og så får det dér store radiohit, hun endnu ikke har haft. Men hele den dér gruppe af veninder findes altså ikke, og så har hun jo måttet skrive en sang om den ene, hun har. Den fremfører hun så, og i sit forsøg på at ramme hver en tangent på hele følelsesregisteret lykkes den formidabelt.

På samme måde som Peter Sommer og Simon Kvamm har været ivrige efter at formidle deres indbyrdes venskab ud til offentligheden, står Annika Aakjær og Marie Key så her, skulder ved skulder, og udgør et glimrende bud på en kvindelig pendant til De Eneste To. Det første af de to numre, som de fremfører sammen, er en smuk fortolkning af Anne Dorte Michelsens "Jeg Har Lagt Mine Våben", og herefter fulgte så koncertens bedste bud på det nummer, der lige præcis kunne gå hen og blive det store, men hidtil udeblevne radiohit. Med en både rammende og stærkt underholdende duet om at holde øje med alskens vigtige detaljer – fra ens kondital til livet på de sociale medier – fik de to kvinder hele teatersalen til at huje og le og klappe ivrigt i takt. Prikken over i'et kom, da nummeret umærkeligt gled over i den så velkendte linje fra Thomas Helmigs "Nu hvor du har brændt mig af" – "hvordan kan du så undvære mig?" – med stor jubel til følge.

Efter endnu et nummer med Aakjær alene på scenen er koncerten slut, men hun kaldes forventeligt ind på scenen igen til et ekstranummer. Det bliver til, ifølge hende, "verdens bedste sang" – Skousen & Ingemanns "Herfra hvor vi står", smukt leveret som var det en af hendes egne sange. Så er det slut, og hun efterlader igen scenen tom. Flere minutters råb, klappen og trampen – det civiliserede menneskes udtryk for et ønske om lige at få sanserne stimuleret en ekstra gang – fører ikke til endnu et ekstranummer. Det havde været nemt for hende at bryde konceptet og spille en allerede indspillet sang – eller et tredje covernummer for den sags skyld – men det undlader hun, så tilhørerne må forlade salen med det ønske om mere, der nok skal sikre, at de vil vende tilbage næste gang, de får chancen.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA