x
Mogwai: Hardcore Will Never Die, But You Will

Mogwai
Hardcore Will Never Die, But You Will

Mogwai: Hardcore Will Never Die, But You Will

GAFFA

Album / VME
Udgivelse D. 14.02.2011
Anmeldt af
Ole Rosenstand Svidt

Med en mildt sagt terrængående titel er forventningerne til de skotske instrumentalrockere Mogwais syvende studiealbum sat højt, men de bliver indfriet til fulde. Allerede få takter inde i åbningsnummeret White Noise breder smilet sig på denne anmelders læber ved mødet med det smukke, vemodige, repetitive guitartema over en hårdtpumpet rytmesektion tilsat snigende guitarstøj. På Rano Pano spiller en nærmest grotesk forvrænget guitar den gennemgående melodilinje på æggende facon, mens lag på lag af instrumenter løbende kommer til. George Square Thatcher Death Party fusionerer, overraskende vellykket, støjguitar med vokal kørt gennem den forkætrede Auto-Tune-effekt, der fungerer fremragende til Mogwais melankoli. Andre sange er afdæmpede og meget stemningsfulde, og You're Lionel Richie lægger stille ud, inden den eksploderer i støj. Efter en stribe plader, der kun har været gode, men ikke fremragende, synes skotterne at være næsten lige så tændte som på den mesterlige debut Mogwai Young Team. Mogwai dør tilsyneladende aldrig.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA