x
PJ Harvey: Cirque Royal, Bruxelles

PJ Harvey, Cirque Royal, Bruxelles

PJ Harvey: Cirque Royal, Bruxelles

Anmeldt af Jakob Kowalski | GAFFA

Det var med store forventninger, jeg ankom til den belgiske version af Cirkusbygningen, Cirque Royal i Bruxelles centrum, denne regnvåde februaraften. Klokken var et par minutter i det annoncerede starttidspunkt for PJ Harveys anden koncert i Europas hjerte - et led i den minimale launch-turné for det skamroste album "Let England Shake". Heldigvis kunne man i lugen fortælle, at hun først ville gå på en halv time senere, så jeg fandt en plads i front i god ro og orden.

Da lyset dæmpedes, og hovedpersonen trådte frem på scenen klædt i en hvid, flamboyant kjole med sort fjerudsmykning på hovedet og flankeret af sit diskret-distingverede tre-mands band, klappede jeg i takt med tusindvis af belgiere. Selvsikkerheden og kompetencen lyste ud af band og sangerinde, men hos sidstnævnte fornemmedes ligeledes den modne sårbarhed, der de senere år er blevet tydeligere i det kunstneriske udtryk. Fra min gulvplads var der langt op til salens øverste siddepladser, men jeg kunne både høre og se, at energien selv i klapsalverne deroppefra var verdensstjernen værdig.

I titelnummeret blev autoharpen introduceret. Instrumentet har spillet en rolle på tidligere albums, men de nervøst dirrende akkorder er i højere grad kommet i fokus på "Let England Shake". Der var dog intet nervøst over den stramme fremførelse, hvor selv de høje vokalknæk sad lige i skabet. På "The Words that Maketh Murder" kom det kompetente band endnu mere til sin ret med et dybere groove, og skiftet fra up-tempo til det relativt stille omkvæd i den sangskrivningsmæssigt mere avancerede "All and Everyone" rummede stor skønhed. Generelt blev der spillet perfekt og minimalistisk uden at det blev maskinelt, og de erfarne musikere supplerede Harveys mørkt feminine udtryk fantastisk. De hverken fyldte for meget eller for lidt, men skabte optimale betingelser for hendes forløsning af de enkelte sange og koncerten som helhed.

Til "Written on the Forehead" skiftede PJ Harvey til guitar. Her var der, ligesom på pladen, inkorporeret samples, og selvom takten til tider forekom lidt ude af sync, var det her, jeg oplevede aftenens første kuldegysninger. Der leverede ligeledes ægte smerte og skønhed og en vokal, der kom langt op i de høje luftlag uden at blive skinger. Harvey skruede yderligere op for især smerten i "The Devil" fra "White Chalk" med skildringen af ulykkelig kærlighed, der nærmest bliver til sindssyge. Nødråbet mod slutningen af sangen blev da også besvaret med det hidtil største bifald fra salen.

Fra "Is this Desire?" blev der vist tænder med "Angeline", men her kunne jeg personligt godt have brugt noget mere bund i bassen. Det blev der senere rådet bod på, da klassikerne "Down by the Water", "C'mon Billy" og "The River" kom, men efter min mening nåede koncerten først sit klimaks til allersidst. Her fik vi først den stille og hudløse "Silence" og derefter den oversete "Meet ze Monsta", der rockede igennem. Således blev afslutningen i sig selv symptomatisk for en koncert, der var lige så velkomponeret som et PJ Harvey-album.

Ud over at fremføre de nye sange på mesterlig vis præsenterede PJ Harvey publikum for et gavmildt og velovervejet udvalg fra et bagkatalog, der på den anden side også er stort og godt nok til, at man uden problemer kunne have komponeret en koncert med helt andre numre.

En helt anden snak er PJ Harveys stærk-skrøbelige fremtoning og exceptionelle nærvær på scenen, der vækker det sublime materiale til live og gør hver eneste koncert til en unik oplevelse. En ivrig publikummer blev ved med at råbe "Talk to us!", hvad Harvey da også eksplicit gjorde til slut, da hun præsenterede bandet og sagde tak. Hvad den højtråbende fyr ikke rigtig syntes at forstå var, at der foregik en kommunikation af en anden verden hele denne aften, hvor den ellers temmelig højloftede, belgiske cirkusbygning blev udvidet med et par etager.

PJ Harvey gæster dette års Roskilde Festival.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA