x
Grimes: Halfaxa

Grimes
Halfaxa

Grimes: Halfaxa

GAFFA

Album / Cosmos Music
Udgivelse D. 08.03.2011
Anmeldt af
Ras Bolding

Grimes har i dette tilfælde hverken med den elektroniske grime-genre at gøre, ej heller med Benjamin Brittens fisker, men er i stedet kunstnernavnet, bag hvilket en vis Claire Boucher fra Montreal gemmer sig. Og hun er en i sandhed særegen musikalsk skikkelse.

Grimes' musikalske univers er drømmende og fantasifuldt, men også til tider ulmende, melankolsk eller båret frem af en indre mystik. Lydbilledet er gennemgående elektronisk og gennemarbejdet, og ikke mindst de mange og ofte sært processerede vokaler påkalder sig opmærksomhed. Det er svært ikke at sende folk som Enya og Kate Bush en strøtanke undervejs, og også lidt af Cocteau Twins' og Dead Can Dances univers spøger i kulissen, men samtidig leverer Grimes, ikke mindst gennem sit elektroniske lydarbejde, en egen identitet, som er forankret i lige dele kærlighed til sære, længselsfulde melodier, krystalklare synthesizere og drømmende lydlandskaber.

Det, der virkelig imponerer mig ved dette album er, at selvom man nok fornemmer inspirationskilderne, så er der helt tydeligt en egen stærk musikalsk identitet til stede, tilmed en musikalitet, som ikke lige uden videre lader sig sætte i bås.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA