x
The National og Sharon Van Etten: Scandinavian Congress Center, Århus

The National og Sharon Van Etten, Scandinavian Congress Center, Århus

The National og Sharon Van Etten: Scandinavian Congress Center, Århus

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Lyset dæmpes, publikum klapper forventningsfuldt. Lilla lys oplyser scenen og det store hvide bagscenelærred. The Nationals mikrofoner, instrumenter og forstærkere ligner skylinen i en storby med nattehimlen i baggrunden. The National er et band, der kæler for æstetikken.

Der går et par minutter med dæmpet musik i baggrunden. Så træder The Nationals fem medlemmer og to ekstramusikere på trompet og trombone ind på scenen til voldsom jubel fra 4000 mennesker i den udsolgte sal. En sort-hvid himmel viser sig på lærredet, mens trommeslager Bryan Devendorf slår et par forsigtige stortrommeslag, og de øvrige medlemmer – fortrinsvis klædt i sort – falder gradvist ind. De ekstra blæsere klæder den nuancerige musik.

I centrum står forsanger Matt Berninger og messer med sin dybe stemme, sitrende af koncentration, med lukkede øjne og begge hænder på mikrofonen, der ellers er solidt fastgjort til et stativ. Sangen "Runaway" er i gang. En melankolsk ballade, som ikke er det oplagte åbningsnummer til en rockkoncert med flere tusind mennesker, men The National er ligeglade, og det er deres fans tilsyneladende også. I hvert fald tier de stille og lytter koncentreret, hvis de ikke synger med på teksten, der både udtrykker frygt og kampgejst: "No I won't be a runaway / What makes you think I enjoy being let to the flood / We've got another thing comin' udone / And it's takin' us over". Ikke lige et typisk Holger Fællessanger-hit. Smukt er det, og de sort-hvide skyer på storskærmen bliver umærkeligt til træer.

Fuld kontrol

Tempoet sættes op med "Anyone's Ghost", mens storskærmen nu viser efterbehandlede billeder af gruppen, samtidig med at de spiller. Intensiteten får et yderligere ryk op med den regulært rockende "Mistaken For Strangers", nu med sort-hvide animationer på storskærmen, inden "Bloodbuzz Ohio" med stærkt synkoperede trommer igen får fællessangen frem på læberne, trods en lettere gådefuld tekst. Samtidig bliver scenelyset rødt. Blodet koger, både i salen og på scenen, hvor Matt Berninger gynger frem og tilbage over mikrofonstativet, mens han får drukket en del hvidvin. Vi har dog stadig indtrykket af en mand og et band i fuld kontrol.

Den mere afdæmpede "Slow Show" følger med smukt blåt lys på scenen, inden "Squalor Victoria" understreger en af The Nationals spidskompetencer: Evnen til at balancere mellem afdæmpet melankoli og udadvendt aggression. Mod slutningen af sangen spiller Bryan Dessner en dirrende og støjende guitar, men samtidig lægger hans bror Aaron Dessner en bund af dybt melankolske klaverakkorder. Og efter at have holdt vokalerne i kort snor bryder Matt Berninger til sidst i sangen ud i nogle regulære brøl.

"Afraid Of Everyone" følger, med både Aaron Dessner og The Nationals vanlige bassist Scott Devendorf på ulmende bas, hvilket giver sangen en let dyster undertone, mens jeg dårligt tør tage notater af frygt for at gå glip af vigtige øjeblikke på scenen. Under "Conversation 16" viser storskærmen smukke undervandsoptagelser, mens publikum synger med på linjer som "I was afraid I'd eat your brains / 'Cause I'm evil", i øvrigt samtidig med at Dansk Melodi Grand Prix spreder glæde i de små hjem.

Den ældre, fremadstormende sang "Available" sender nærmest et elektrochok gennem salen og går direkte over i slutningen af balladen "Cardinal Song". En blå himmel viser sig på storskærmen under "Sorrow", der rummer de bevingede ord "Sorrow found me when I was young / Sorrow waited, sorrow won". Ord, som også bliver sunget af fuld hals af det aldermæssigt ganske spredte publikum. Matt Berninger hamrer sit mikrofonstativ ned i gulvet og må have et nyt.

Den hårdtpumpede, hæsblæsende "Abel" får Matt Berninger helt ud på scenekanten, mens han igen og igen råbesynger "My mind's not right", så man ikke er det mindste i tvivl om, at i hvert fald hovedpersonen i sangen har et problem. Senere får vi lov at falde lidt ned med den mere beherskede "Apartment Story" og balladen "Daugthers Of The Soho Riots", hvorefter Matt Berninger slår sin vinglas mod mikrofonen til en skål. Det lyder kikset, men han gør det med stil.

"England" lægger stille ud, men udvikler sig gradvist til et småstøjende klimaks. Herpå følger The Nationals nok bedst kendte sang, den drømmende "Fake Empire", til begejstret fællessang, inden de to guitar-brødre, Aaron og Bryce Dessner, afslutter nummeret med en lille guitarduel, hvorefter de med sejrsminer løfter guitarerne op mod loftet. Hovedsættet er forbi, og jubelen er øredøvende.

Rundt i salen, og væk med mikrofonerne

The National kommer naturligvis tilbage til en håndfuld ekstranumre. Først "About Today" med en usædvanligt enkel tekst og en simpel, smuk melodi, som forvandler sig langsomt fra ballade til pompøs støjrock og tilbage igen. Derpå den hårdtpumpede "Mr. November", hvorunder Matt Berninger hopper ned fra scenen og bevæger sig syngende rundt blandt publikum, hvilket får den i forvejen gode stemning til at løfte sig yderligere. Berninger har i øvrigt, modsat normen, ikke nogen sikkerhedsvagt til at bane vejen rundt i den udsolgte sal. Han maser sig bare frem og håber, at vandene skilles, og det gør de.

Opvarmningsnavnet Sharon Van Etten kommer nu på scenen for at synge kor. "Terrible Love" udfolder sig også undervejs fra underspillethed til støj, inden The National definitivt lukker og slukker med "Vanderlyle Crybaby Geeks" rent akustisk, uden mikrofoner. Folk er helt stille, hvis ikke de synger med, og det gør de fleste, trods en let kryptisk tekst. Jeg har gåsehud.

Så forlader bandet scenen. Lilla lys oplyser scenen og det store hvide bagscenelærred. The Nationals mikrofoner, instrumenter og forstærkere ligner atter skylinen i en storby med nattehimlen i baggrunden. The National er et band, der kæler for æstetikken. Og for dit følelsesregister.

Opvarmning: Sharon Van Etten ****

Inden The National gik på scenen, fik vi tre kvarters opvarmning med den amerikanske sangerinde og sangskriveren Sharon Van Etten, der ligesom The National har base i Brooklyn. På plade er Van Etten et afdæmpet, folk'et bekendtskab, men live havde hun fornuftigt nok gjort sangene lidt mere potente og udadvendte og medbragte i øvrigt en habil rytmesektion. Musikalsk var der ikke meget nyt under solen, mens de melankolske og ret minimalistiske sang er fine, og så har Sharon Van Etten også en stærk, ret lys og længselsfuld stemme, som sender tankerne i retning af et 60'er-ikon som Fairport Conventions Sandy Denny blandet med en smule Cat Power. Mod slutningen af sin optræden fik Sharon Van Etten i øvrigt besøg af Bryce Dessner på stemningsfuld guitar.

Van Etten sørgede også for at komme publikum i møde med selvironiske kommentarer som "Undskyld, jeg er ikke The National" og "Nu må I ikke kaste ting efter mig, jeg er så lille", og folk tog generelt fint imod hende, selvom der var lidt snakken i krogene. Undervejs forvildede hun sig dog ud i en lidt for lang dialog med publikum om diverse filmanbefalinger og -advarsler, hvilket trak en kende momentum ud af Van Ettens optræden. Men hun er bestemt værd at holde øje med.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA