x
Skunk Anansie: Store Vega, København

Skunk Anansie, Store Vega, København

Skunk Anansie: Store Vega, København

Anmeldt af Mikkel Elbech | GAFFA

Hvem skulle have troet, at Skunk Anansie ville kunne danne omdrejningspunkt for et af de allerbedste rockpublikummer, man kan forestille sig? Efter folks indifferente storsludren ved alt for store dele af den gendannede gruppes koncert på Copenhagen Live i juni sidste år kunne man snildt have frygtet en gentagelse af denne opførsel i aften. Men det var noget nær det stik modsatte, der var tilfældet. Fra allerførste antydning af, at koncerten var på vej til at begynde, til et godt stykke tid efter, den var afsluttet, var Store Vega tændt i sådan en grad, at det halve også havde været imponerende. Det hele foregik på den positive, solidariske måde, hvor der lyttes, hoppes, klappes og synges i fællesskab under numrene, afløst af intens jubel i de korte pauser imellem dem.

Måske var det fordi, det var en mandag – hverdagskoncerter har det jo på behagelig vis med at sortere de folk fra, der primært dukker op for at have et tredimensionelt soundtrack til deres druktur. Måske var det fordi, hiphedsfaktoren ikke er sønderrivende voldsom, når det gælder Skunk Anansie – det er jo i hvert fald ikke just et ungt og overhypet band, som man skynder sig at prale med over for venner og bekendte, at dem så man altså faktisk live her den anden aften. Eller måske var det bare fordi, Skunk Anansie nu har haft over et år til at bevise, at de – trods tydelige 90'er-tendenser – fortsat rummer en tidløs, komplet forrygende og aldeles overrumplende energi, som fuldt fortjent gør dem til det tilløbsstykke, som aftenens udsolgte koncert var.

Fra sekundet, de viste sig som silhouetter mod scenetæppet og kastede sig ud i "Yes, It's Fucking Political", var bandet på et særdeles skarpt og højt niveau, som syntes umuligt at holde koncerten igennem. Men det lykkedes, stort set. Frontkvinde Skin var selvsagt det dominerende fikspunkt på scenen, flankeret af sine tre medspillere, Ace, Mark og Cass, der tilsammen osede af en selvtillid, som kun de færreste bands formår at mønstre. Publikums veloplagthed smittede af på Skin, hvis råb og skrigen igen gejlede tilhørerne endnu mere op, selv om hun undervejs egentlig blot kunne nøjes med at kaste et blik ud over salen for at generere ivrige hvin og tilråb.

Sætlistemæssigt bød koncerten på en godt halvanden time lang servering af både gamle klassikere og en god bunke numre fra comeback-albummet "Wonderlustre". Det gav sig selv, at "I Can Dream" og "Brazen (Weep)" ville blive højdepunkter, ligesom det heller ikke overraskede, at numrene fra det seneste album, herunder "My Ugly Boy", "God Loves Only You" og "The Sweetest Thing" ikke just ville blive det. Niveauet var som understreget højt under hele koncerten, og to numre som disse faldt ikke som sådan igennem – men ikke desto mindre markerede de den kvalitetsmæssige spændvidde i gruppens katalog, der rent kompositorisk strækker sig fra det bundsolide til det desværre noget forudsigelige og klichéprægede. Når det bliver leveret så intenst, som det blev i aften, gør det knapt så meget, men det er alligevel ærgerligt, at der ikke har sneget sig en ny storklassiker ind i kataloget i de sidste 15 år.

De største af de gamle storklassikere var troligt gemt til koncertens anden halvdel, og da turen således nåede til "Weak" gentog Skin sit nummer med at stå oprejst ude midt i publikum, kun båret af de løftede hænder, mens hun sang løs, for til sidst at lade sig falde ned i menneskemængden – præcis lige som sidste år, men næsten lige så bjergtagende. Efter at have klatret op til Vegas balkoner og sidenhen crowdsurfet et godt stykke ned i salen, gik Skin og resten af bandet af scenen og tog sig en relativt lang pause, mens publikum var ved at gå til i sin lyst efter mere.

Tilbage kom de dog og leverede først "Hedonism (Just Because You Feel Good)", der tog prisen for koncertens mest højlydte fællessang. Den blev fulgt op af den kommende single, "You Saved Me" – en ballade, som desværre næsten lige så godt kunne have fundet vej til et af Bon Jovis fem sidste album. Og herfra gik det så helt tilbage – ganske som forventet – til bandets debutsingle, "Little Baby Swastikkka", der nok engang fik hele Store Vega til at springe rundt i ren iver. En fremragende levering, der virkede lige så bidende relevant som i 1995. Skin havde forinden fået takket publikum for at være "absoutely fucking amazing", og med en så afgjort tilsvarende følelse den anden vej kunne de 1.500 tilhørere i ro og mag trisse bort, en stor koncertoplevelse rigere og med et lige så stort kollektivt smil på læben.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA