x
White Lies: KB Hallen, København

White Lies, KB Hallen, København

White Lies: KB Hallen, København

Anmeldt af Hanne Arentsen | GAFFA

White Lies har efterhånden spillet et par håndfulde koncerter i Danmark på meget kort tid. En umættelig spillelyst må drive bandet fra scene til scene, og popularitetskurven er fortsat opadgående. I sommeren 2009 opvarmede de for Coldplay, og her 1½ år efter fylder de (næsten) KB Hallen. Drengene har overlevet fødslen af den svære toer uden nævneværdige komplikationer, og har endda formået at udvikle sig (en anelse) i mellemtiden.

Sløvt fra start
Det var første gang det nye materiale blev præsenteret på dansk jord, og en god bid af det nye album "Rituals" blev præsenteret i løbet af den knap 1½ time lange koncert. White Lies lagde dog ud med "A Place To Hide" fra debuten, en grumset og rodet affære, der afslørede, at hverken Harry McVeigh eller lydfolkene var klar ved starthullerne. Lyden var mudret og instrumenterne kunne knapt skelnes fra hinanden. Og vokalen? Falsk og ude af takt. Bare! Ikke! Godt! Nok! Et ellers smukt og intenst nummer blev ødelagt, inden det gik i gang.

Fra mislyd til vellyd
Der kan siges mangt og meget om sportshallers kvalifikationer (eller mangel på samme) som koncertsted, og KB Hallen får – med rette – mange drøje hug. Aftenens koncert var ingen undtagelse. Det er et evigt irritationsmoment, at lydfolkene skal bruge de første 3-4 numre på at justere lyden, at det generelt er svært at skelne vokal og band, og at rumklangen visse steder i hallen er fornærmende ringe. Så, nu er det sagt, og det er White Lies helt uden skyld i. Men en kendsgerning var det i hvert fald, at både band og lyd skulle sparkes i gang. Den ellers populære "To Lose My Life" faldt hårdt til jorden i en grød af mislyd, om end McVeigh i mellemtiden havde fået stemmebåndet smurt med vanlig velklang. Først med nummeret "Strangers", som i øvrigt (velvalgt) er gruppens næste single, kom der hul igennem, og koncerten begyndte at rejse sig fra dyndet.

Vi har hul igennem
Herefter løftedes stemningen til gengæld betragteligt. Med "Is Love" viste White Lies en ny retning med hårdere og mere dansevenlige elektroniske beats. Reaktionen udeblev ikke, og publikum forvandledes til et bølgende hav af bevægelse og fremstrakte arme. Numrene fra toeren fik nyt liv på scenen. Monotonien fra "Streetlights" blev vekslet til en trancelignende nydelse i lyd og lys. "Peace & Quiet" eksploderede i orgastisk kor/synth-symbiose, ikke set bedre siden Tears For Fears i firserne, men måske inspirationen var for tydelig?

Helt som forventet var kendingene fra debuten "Farewell To The Fairground" og "Death" katalysatorer for massiv fællessang og hoppen i takt og indfriede nok de fleste fremmødtes forventninger. Den sidste var dog ikke skarpt nok eksekveret af bandet, og her var det tydeligt, at det svageste led i White Lies er trommeslageren Jack Lawrence-Brown. Han lod til kun at have et gear – fremad – dog med den konsekvens, at bandet ikke altid fulgte med. Resultatet var en til tider diffus lydflade uden den maskinelle taktfasthed, som er kendetegnende for genren.

Uforløst potentiale
Efter sidste ordinære nummer fik vi den smukke "Unfinished Business", endnu et løft for koncerten, med McVeighs vokal i topform. "The Power & The Glory" og "Bigger Than Us" rundede pænt af, og bragte den samlede koncerttid op på knap 1½ time, hvilket var lige kort nok taget i betragtning, at repertoiret nu er væsentlig udvidet.

White Lies har opnået en kometagtig berømmelse. Ikke på at opfinde den dybe musikalske tallerken, men på at lægge sig i halen på tidens musikstrømninger. De er stadig et ungt band, og det klæder dem at udforske nye sider af sig selv, selv om disse heller ikke er en Georg Gearløs værdig. Jeg tror såmænd nok publikum nød koncerten, undertegnede inklusive. Men potentialet for det unge band burde være så meget større end en lidt for kort koncert i en lidt for rungende hal på den første dag i marts.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA