x
Peter A.G. Nielsen: Bakkehuset, Ikast (turnépremiere)

Peter A.G. Nielsen, Bakkehuset, Ikast (turnépremiere)

Peter A.G. Nielsen: Bakkehuset, Ikast (turnépremiere)

Anmeldt af Troels Frøkjær | GAFFA

Fastelavnsmandag udsender Peter A.G. Nielsen sit tredje solo-album i den 40-årige karriere. Overskriften er titlen på en af de 13 sange fra pladen. I aftes stod Gnags-forsangeren således for første gang alene på en scene med sig selv og sin guitar, og i hele første sæt spillede AG samtlige sange fra den nye plade, som kun vi fra pressen kendte i forvejen. Sange som er sønderknusende ærlige fortællinger om en dreng og en voksen mand, som oftest har følt sig udenfor, kejtet og anderledes, som aldrig fik nogen fortrolig ven og i stedet måtte erstatte venskabet med en guitar: "Når andre gik med kæreste, sad jeg oppe på mit værelse og spillede, og jeg sang om fællesskabet, jeg var ikke i stand til at dele det, jeg sang om fællesskabet, det var nu engang min måde at dele det", synger han i "Min Første Guitar".

Med knyttede næver

Peter fortalte fra scenen, at han som barn altid gik med knyttede næver: "Folk troede jeg ville slås - det ville jeg ikke - men jeg bed negle og ville skjule det, og så havde jeg voldsom neglerodsbetændelse af at grave kartofler": "Jeg har neglerodsbetændelse og jeg stammer" hedder det i sangen "Det Når Mørket Falder På."

Peter A.G. balancerede som en klovn på en knivsæg, da han i aftes sang "Det Er Du Da For Gammel Til Det Der, Peter" med klovnenæse og uden andet instrument end en tamburin på speed, og jeg tog mig selv i at tænke, åh, nej, Peter, din gamle hippie, lad nu være med at gøre dig selv til grin. Men rappen swingede fantastisk, og AG's udstillen sig selv på godt og ondt tog efter nogen tid publikum med storm. Vi spejlede vores egen skrøbelighed, og vi fik lov at grine af os selv sammen med den uperfekte Peter fra Skjern. For AG's gennemtænkte historier mellem sangene gjorde os trygge og fik os langsomt til at løsne de korslagte arme, som man gør, når man er i rigtig godt selskab.

Det var en meget modig voksen mand, vi oplevede på scenen, en mand der turde blotte sig selv, og sangene fra den nye plade voksede og gav mening. Set-up'et var perfekt til denne lille intime samling på 167 personer i det hyggelige Bakkehus i Ikast, der netop har som motto: "Kom til Bakkehuset og se stjernerne i øjnene". Lad os bare sige det som det er, aftenens show ville være faldet til jorden med et plask på et stort spillested, den intime stemning var altafgørende.

Den røde kasse

A.G. talte flere gange under showet om den imaginære magiske røde kasse ved sin side, som kunne puste røg, få stjerner til at drysse og så videre. "Den er god med dig, Peter, din gamle nisse", nåede jeg at tænke flere gange, men da så den røde kasse pludselig dukkede op i virkeligheden under ekstranummeret, og vitterligt kunne alle de forunderlige ting, Peter havde fortalt, indså vi fantasiens magt. Et mesterligt træk af den gamle showmand, der dermed gav os chancen for at komme i tale med vores egen indre lille generte dreng på Tivolipladsen.

Andet sæt bestod i høj grad af Gnags-perler, som aldrig eller kun meget sjældent er blevet spillet live. De to skønne kærligssange "Jeg Elsker Dig" og "Når Alt Er Forbi" fra henholdsvis "Har De Puttet Noget I Kaffen?" og "Mr. Swing King" blev sunget med stor inderlighed, og aftenen sluttede med disse ord fra den skønne, for længst glemte go'nat-sang fra "Den Blå Hund" fra 1984:

"Go'nat nu, luk nu øjnene i, fred med hinanden – fred, forhåbentlig. Det håber vi.

Trang tid for soldater, postulater og absolutter, sandheden starter, der hvor den slutter…"

Tak, fordi du giver fanden i, at "Det er du da for gammel til det der, Peter."

Se koncertdatoer her:

http://www.peterag.dk/?page_id=250


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA