x
A.R.E. Weapons: Darker Blue

A.R.E. Weapons
Darker Blue

A.R.E. Weapons: Darker Blue

GAFFA

Album / Defend Music
Udgivelse D. 06.03.2011
Anmeldt af
Jesper Buhl

A.R.E. Weapons laver rock 'n' roll-sange med trommemaskinebeats til. Lyder det bekendt? Det bør det gøre, hvis du har hørt Suicide, og har du hørt Suicide, har du stort set også hørt A.R.E. Weapons. Men hvor Suicides sange er fyldt med desperation og inderlighed, så virker sangene på Darker Blue temmelig kitschede og slappe. Tjek for eksempel den kiksede rockabilly-synthbas på Subway. A.R.E. Weapons har ellers god musiksmag, det må man sige. Som sagt elsker de Suicide, men kærligheden til Ramones, Cramps og Velvet Underground har også sat sine spor på Darker Blue. Det sidste høres tydeligt på pastichepotpurriet Confusion Is The Sign, hvor John Caleske guitarfigurer blander sig med synths , samples og et Mo Tuckersk trommemaskine-beat, alt imens forsanger Brian F. McPeck leverer et sangforedrag, som emmer af Lou Reed. Besnærende er det, men dybt, dybt uselvstændigt. Kan man lide kombinationen af punket rock 'n' roll-attitude og trommemaskiner, er det bare om at springe på, men leder man efter et unikt, personligt udtryk, bør man i stedet opsøge A.R.E. Weapons forbilleder.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA