x
Glasvegas: Lille Vega, København

Glasvegas, Lille Vega, København

Glasvegas: Lille Vega, København

Anmeldt af Hanne Arentsen | GAFFA

Glasvegas var 2008's nye sort. Hypet som bare fanden. Debuten strøg til tops, og sange som "Daddy's Gone" og arbejderklassehymnen "Geraldine" var på alles læber og gav fuld plade hos anmelderne. Liveanmeldelserne var dog knap så vidtløftige, og mere end antydede, at skotterne ikke var hypen værd. Så langt så godt…

1-2-3 testing…
Fast-forward til en aften i marts i 2011. Glasvegas' opfølger er på trapperne om en måneds tid, og et udsolgt Lille Vega venter i spænding. Bandet entrede scenen, og lagde ud med "World Is Yours", som også er første udspil fra toeren, der har fået det bombastiske navn "EUPHORIC /// HEARTBREAK \\\". En meget ujævn start: Trommer, der bragede for fulde gardiner, en mikrofon, der ikke var tændt (uheldigvis forsangerens!) og en sær fornemmelse af, at lydprøverne muligvis var overstået lige lovlig hurtigt. Nummeret viste ikke den store hittepåsomhed fra skotterne; det lød grangiveligt som debuten med simpelt, taktfast trommespil flankeret af den melankolske guitarlyd og James Allans karakteristiske skotske vokal.

Ujævn præstation
Koncerten var generelt en ujævn omgang, hvor bandets præstation gik fra pinlig til hæderlig.
Under "It's My Own Cheating Heart That Makes Me Cry" fik bandet kontakt til publikum, og lyden blev markant forbedret. Også det nye nummer "Shine Like Stars" blev vel modtaget. Nummeret er klart firserinspireret, og omkvædet leder tankerne hen på landsmændene Simple Minds' stadionlyd. Bestemt interessant! "Polmont On My Mind" fra debuten var habilt fremført, om end guitaren ikke var helt markant nok. "Euphoria, Take My Hand", ligeledes et nyt nummer, har et storladent, fængede omkvæd, og evnede også at sætte godt gang i både hænder og fødder.
Hittet "Geraldine" døde desværre hen uden den store begejstring fra publikum, og "Ice Cream Van" havde en meget træg start, men endte dog i en energiudladning af de helt store, og var et af de musikalske højdepunkter. Det klæder Glasvegas at spille til!

Deciderede svipsere blev det desværre også til: Et cover af Ronettes-nummeret "Be My Baby" lagde solidt ud, men faldt dog gumpetungt til jorden grundet guitarist Rab Allans tydelige mangler som backingsanger. Det var falsk, pinligt og hamrende uprofessionelt!

Højdepunktet kom for sent
Efter blot 50 minutter gik Glasvegas af scenen, for dog at vende tilbage med tre ekstranumre. Det første "Flowers And Football Tops" blev fremført med så meget patos i stemmen, at det næsten var komisk, men desværre også helt malplaceret. Under "S.A.D. Light" gik det ikke meget bedre. Nummeret blev flænset i stykker af pivfalsk backing, og det var helt og aldeles utilgiveligt. Men heldigvis blev vi reddet på målstregen i smuk finale med "Daddy's Gone" og aftenenes eneste fællessang. Ikke helt en forløsning, men dog tæt på, og ubetinget aftenens højdepunkt, om end alt, alt for sent.

Når nu rygsækken er fuld af nye sange…
Det er forståeligt, at et ungt band med kun et album i rygsækken nødvendigvis må spille korte koncerter. Sværere er det imidlertid at forstå, hvorfor Glasvegas kun spillede godt en times koncert (65 minutter inklusive ekstranumre), næsten udelukkende bestående af numre fra debuten, når ovennævnte rygsæk nu rummer et dugfrisk album, der bare venter på at blive rullet ud over scenekanten. Læg dertil et band, der ikke evner at komme ud over scenekanten, virker arrogante, og begår nybegynderfejl, her tre år efter debuten. Det virker, som om Glasvegas ikke engang selv tror på hypen, og hvordan pokker skulle vi andre så?

Jeg er glad for, at koncerten kun kostede mig en busbillet frem og tilbage til Lille Vega. Jeg har straks mere ondt af resten af publikum, for det kan umuligt have været pengene værd.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA