x
Lemmy: Lemmy

Lemmy
Lemmy

Lemmy: Lemmy

GAFFA

DVD / SF Film/Import
Udgivelse D. 24.01.2011
Anmeldt af
Lars Löbner Jeppesen

"Jeg er ikke kvalificeret til andet." Så simpelt opsummerer Lemmy Kilmister et langt liv i overhalingsbanen, hvor han er blevet personificeret med alt det, der gør rockmusik farligt og dragende. Med undertitlen 49% Motherfucker, 51% Son Of A Bitch viser dokumentarfilmen Lemmy den 100% seværdige historie om rockmonstret fra Motörhead og Hawkwind, der har haft så hård en livsstil, at selv Ozzy Osbourne tager hatten af for sin landsmand. I filmen følger vi Lemmy på tæt hold, og man behøver ikke kende særligt meget til hovedpersonen for at se, at der ikke bliver føjet nye facetter til mytologien. For tiden går stort set kun med at dyrke passionerne: tordnende høj rock,  gambling, røverhistorier, druk, damer og krigsmemorabilia. Sidstnævnte gør sig blandt andet synligt under besøg i privaten, for i en lille lejlighed, en spytklat fra Sunset Blvd, lever Lemmy i et inferno af daggerter, legetøj og alment rod, der ville gøre ham oplagt til tv-programmet Ekstreme Samlere. Optagelserne fra privaten er blot en lille del af denne stærkt underholdende film, der som det mest overraskende viser, at bag den massive hård nyser-facade gemmer sig en givende ven og en vanvittigt vittig hund. Læg dertil gæsteoptrædener fra Metallica, Dave Grohl, Alice Cooper, Billy Bob Thornton, Slash, Mick Jones og Jarvis Cocker, og du har et bredt appellerende portræt om en sand ener.  


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA