x
Interpol: KB Hallen, København

Interpol, KB Hallen, København

Interpol: KB Hallen, København

Anmeldt af Christian Erin-Madsen | GAFFA

Smooth klædt i sort var de, de fem herrer fra New York, da de entrede KB Hallens scene. Ja, i blazere for den nytilkomne bassist Brad Truax' og guitarist Daniel Kesslers vedkommende. Kessler i hvid skjorte, men alligevel: Der er mere at lægge i det end bare stilig påklædning, for Interpol har ikke bare udstukket retningslinjer for bands verden over inden for postpunkens vækkelsesveje siden årtusindskiftet, de har også fungeret som rollemodeller for jakkesæt og klassisk tøjstil i hipster-, såvel som musiker- og modemiljøer. Men mister coolness, mister forsanger Paul Banks, mister han og Interpol aldrig deres touch?

På den musikalske front er Interpols seneste selvbetitlede udspil desværre en jævnt grå, kedelig omgang, der ikke tilnærmelsesvis gør sig i følgeskab med de to første, "Turn On The Bright Lights" og "Antics", som trykseksten-stemplede deres popularitet. Denne aften vendte Interpol lykkeligvis i høj grad tilbage til de rødder. Således var hele 12 af de 19 sange taget fra de to første album, ja sågar alle ekstranumrene, hvilket vidner om en moden og bevidst viden om, hvor deres styrke ligger. De fem gange et nummer fra det seneste album blev præsenteret fungerede mest af alt - med undtagelse af "Barricade" - som pauseafbræk fra den egentlige koncert. Da det er uundgåeligt, at der kommer sange fra et bands seneste udspil, med mindre der er tale om en greatest hits tour, skal de så afgjort have ros for den disposition. Kun "Pioneer To The Falls", fra deres tredje album, "Our Love To Admire", var savnet imellem en perlerække som "The New", "Obstacle 1", "Evil", "Narc", "C'mere", Slow Hands" samt "Not Even Jail".

Lyden var til gengæld en forhindring. KB Hallens lydakustik var ødelæggende mudret og rungende for koncertens første numre. Der blev forsøgt rettet op ved herefter at justere primært vokalen og basniveauet efter bedste beskub. Det lykkedes momentant, om end en dårlig, for KB Hallen velkendt, lyd gentagne gange vendte tilbage under det meste af koncerten. Interpols univers er foruden Paul Banks mørke og melankolske stemme kendt for de helt distinkte, hurtige repetitive guitaranslag tilsat en markant rytmesektion, så en del af oplevelsen er så afgjort et rock- og til tider støjende udtryk, men lyden var denne aften ikke en nydelse, men noget man måtte leve med. Ikke komplet ødelæggende, ikke så ringe som KB Hallen til tider (under)præsterer, men det var svært ikke at ønske sig hen til Store Vegas kontrollerede akustik.   

Interpol-karismaen
Interpols besætning vinkede for knap et år siden farvel til bassist Carlos Dengler, der ellers fungerede som en samlende størrelse i sangskriverprocessen. Dave Pajo, der herefter overtog, sagde derpå igen farvel i februar i år, og dermed havde amerikanske Brad Truax kun få Interpol-koncerter i fingrene inden dagens koncert. Han skal naturligvis have mulighed for at vænne sig til sin nye rolle, men til aftenens koncert var han en lettere anonym størrelse. Snarere Daniel Kessler med de markante guitarriffs samt trommeslager Sam Fogarino udstak den klassiske Interpol-karisma – Sam Fogarino sågar lidt overivrigt til tider ved blandt andet under "C'mere" - samt "Slow Hands" i ekstrasættet – næsten jappende at hæve tempoet til et stykke over pladens niveau. Omvendt var han professionelt ekstremt afslappet under "The New", hvor han ligefrem tog sig tid til at tage nogle sug af en smøg, mens den anden trommestik kurtiserede bækkenet.

Interpol viger aldrig synderligt fortolkningsbredt fra pladeversionerne, til gengæld leverer de genkendeligheden selv i en indpakket coolness, der er få forundt. Det er, når de smyger sig tilbage til det, der var - det materiale de slog igennem på – at de fremstår bedst. Det var denne aften et godt eksempel på.

 

Læs nogle publikumsreaktioner fra koncerten


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA