x
Wire og iceage: Lille Vega, København

Wire og iceage, Lille Vega, København

Wire og iceage: Lille Vega, København

Anmeldt af Anders Reuss | GAFFA

Wire: ****
Iceage: **



"We are both pre and post iceage," annoncerer Wire-bassisten Graham Lewis et par numre inde i de britiske postpunk-veteraners sæt, med henvisning til det purunge københavnske teenage-punkband iceage som leverede aftenens opvarmning.

Postpunk-gudfædre
Og det er godt set, for ud over det åbenlyse faktum at Wire spillede punkmusik næsten 35 år før iceage, så har de også musikalsk set bevæget sig langt væk på den anden side af punk.

Wire var et af de allerførste bands, der i slutningen af halvfjerdserne begyndte at kombinere punkens energi og uskolede tilgang med den kantede og eksperimenterende minimalisme fra tyske krautrock-bands som Can og Neu.

Sammen med blandt andre Gang Of Four og Magazine bragte Wire punkrocken et stort og klædeligt skridt væk fra pikrock-klicheerne, og banede vejen for en masse virkeligt nyskabende og udfordrende rockmusik i startfirserne: Postpunken.

Pletvis fantastisk
Men til tilbage til iceage. Fire knægte fra København, som dyrker en punkrock som stilmæssigt står på kanten mellem Ungdomshus-hardcore og den kunstpræget engelske postpunk som Wire var med til at skabe. Det er forfriskende og dybt konservativt på samme tid.

Uanset at iceage er et godt og spændende band, så er de saftsuseme ikke noget nyt. Deres pletvis fantastiske debutalbum "New Brigade" rummer den der uimodståelige, energiske respektløshed, alvorlige nødvendighed og drengede energi som man også fandt hos The Libertines og Arctic Monkeys. Og nogle generationer tidligere på Sods' og The Birthday Party's tidlige lp'er.

På scenen i Lille Vega står iceage ikke distancen. Charmen og personligheden fra "New Brigade" er fuldstændigt fraværende. Der mangler simpelthen præcision i udtrykket. Selv deres foragt for publikum og fuck-off-attitude mangler præcision og adresse. Hvis iceage vil forarge os, gør de det ikke godt nok, og hvis deres ærinde er at spille en fed koncert, skuffer de også.

Musikken er sloppy og dårligt spillet. Lyden er elendig. Sangeren Elias synger så grotesk falsk, at det er en lidelse at høre på.

Lyder ad helvede til
Forstå mig ret. Jeg elsker punk, og nogle af mine yndlingssangere kan ikke synge, men for at det skal virke kræver det en frontfigur med personlighed, sjæl, ærlighed, nøgenhed, nærvær, inderlighed, charme eller hudløshed.

Jeg tror på, at Elias fra iceage rummer det hele, men han viser det ikke. Det publikum bliver udsat for lyder slet og ret bare ad helvede til. Elias brænder på ingen måde igennem som en personlighed.

Arrogant britisk rockattitude med pandehår og vindjakke a la Liam Gallagher er bare ikke nok. Han må give lidt af sig selv. Så vil han også opleve, at han får meget mere igen.

I aften fremstår iceage som et meget ordinært punkband og deres pubertære forsøg på distanceret coolness falder på maven med et dødt klask. Den skal simpelthen skæres mere skarpt, hvis det skal holde.

Sådan skal det gøres
Da Wire sparker deres koncert i gang med en kantet og tight hardcore punkrytme, er det svært ikke at tolke det som de aldrende postpunkveteraners forsøg på at vise opkomlingene hvordan det skal gøres. Og Wire har virkelig den klarhed og præcision i udtrykket der manglede hos iceage. Men okay, de har også øvet sig i 35 år.

Liv og nærvær
Den brillebærende Colin Newman i front for Wire ligner en, der underviser på et universitet til daglig, men der er masser af veloplagt liv og nærvær i hans optræden. Han er en underspillet anti-rock'n'roll-figur ligesom Bernard Sumner fra New Order og Steve Malkmus fra Pavement.

Han undergår klichéerne, men står samtidigt på grænsen til det anonyme og småkedelige. Han synger dog blændende på sit meget klart artikulerede, charmerende britisk engelsk.

Tre slags Wire-sange
Wires musikalske udtryk har været under konstant forandring gennem deres meget spredte pladekarriere, og det reflekteres i aftenens sæt som plukker fra hele kataloget. Det gør koncertoplevelsen til en småskizofren oplevelse.

Der er grundlæggende tre typer Wire-sange, og vi får dem i lige afmålte doser. De simple og kantede postpunk-sange, der på de nyere numre har en bismag af grunge, de atmosfæriske og lyriske popsange med malende guitareffekter, og de lange, syrede monotone krautrock-eksperimenter.

De har alle tre deres kvaliteter, men koncerten går lidt i stå på nogle af de stilfærdige mid-tempo popsange. Den nye guitarist Matt Simms (fra 4AD-bandet It Hugs Back) spiller fantastisk, og hans udstrakte brug af svævende guitareffekter klinger i retning af The House of Love. Eller The Edge fra U2, hvis man skal sige det grimt. Det gør næsten Wire for pæne, og det er de atmosfæriske sange der, trods deres lydmæssige skønhed, står svagest. Det bliver ganske enkelt en smule kedeligt. Også i kraft af Colin Newmans beskedne karisma. Han er ingen Robert Smith eller Ian McCulloch eller Mark E Smith, og det er måske en af årsagerne til at Wire, trods deres legendestatus, har stået i skyggen af postpunk-fællerne fra dengang.

Fantastisk mur af lyd

De lange repetetive syre-numre er langt mere effektfulde end de lyriske, takket være den rytmiske præcision og det voldsomme drive der kommer fra bassisten Graham Lewis og trommeslageren Robert Grey. Trods monotonien er det meget medrivende, og Wire kan opbygge en helt fantastisk mur af lyd.

Spiller ingen hits
Wire lefler ikke for publikum, og deres mest kendte sange, som "Three Girl Rhumba", "Outdoor Miner", "12XU" og "Eardrum Buzz" brillerer ved deres fravær. De var nu heller ikke ventede, for det er en kurs bandet har udstukket lige siden starten af firserne, hvor de fik et coverband til at varme op for dem med de mest kendte hits.

Ærligt og medrivende
Det virker som om Wire selv synes det er fedt at spille. Colin Newman danser, og det musikalske output er i det store hele imponerende vitalt og energisk. Der er ingen tegn på, at de gamle mænd i Wire bare er løbet med på postpunk-trenden, og er ude for at hente pengene. De leverede ganske enkelt en dejlig inspireret, ærlig og medrivende rockkoncert.



Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA