Highway Child: Highway Child

Highway Child
Highway Child

Highway Child: Highway Child

GAFFA

CD / Slow Shark Records
Udgivelse D. 21.03.2011
Anmeldt af
Erik Barkman

Det er med bluesrock og kitsch som med Nutella og remoulade: Hver for sig fejler det ingenting, men sammen – uha. Highway Child er tredje udspil fra københavnerbandet af samme navn. Kvartetten har før gjort sig bemærket med kras 70'er-tråd serveret sort fra kanden, men denne gang skal det være anderledes. Highway Child har allieret sig med Per Sunding, producer af bl.a. The Ark og Cardigans, og sammen med ham har de føjet nye facetter til udtrykket. Tom Waits' eksperimenterede firseralbum spøger i den metalliske percussion, og hilsenerne til soul og delta-blues genkendes fra Black Keys. Det er ikke voldsomt opfindsomt, men heller ikke uklædeligt. Værre går det i numre som Turn Your Back And Go og Love And Let Die, hvor falsetkor, kække rytmer og Axl Rose-vokaler truer med at reducere udtrykket til gak og gøgl. Highway Child lyder som en statusmelding fra et vadested, hvor fire unge mænd overvejer, om de vil være autentiske alvorsmænd eller sprælske drengerøve. Svaret bliver både-og og hverken-eller.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA