x
Retox Panic: This City Burns

Retox Panic
This City Burns

Retox Panic: This City Burns

GAFFA

Album / Universal Music
Udgivelse D. 11.04.2011
Anmeldt af
Erik Barkman

Mange ser "X Factor" som en smutvej til succes. Men tv-showets lange udskilningsløb af auditions og finaler er en regulær stroppetur sammenlignet med dengang, Lykke Andersen blev opdaget. Hun stod bare og sang for sig selv på et værtshus, da Magtens Korridorer-frontmand Johan Olsen flintrede forbi. Han besluttede, at hun var lige, hvad hans samarbejde med Viva Vertigos Simon Beck stod og manglede, og så var Retox Panic ellers født.

This City Burns er første udspil fra trioen, og den lyder meget, som man skulle tro. Udgangspunktet er den blå film noir-tone, Viva Vertigo og Magtens Korridorer har til fælles, hvor store ballader om lidenskab og fordærv filtreres gennem tresser-rock med twang, tambouriner og Phil Spector-arrangementer. Melodimaterialet er stærkt, men teksterne problematiske. Johan Olsen er på udebane, når han fremfører sine engelske undersættelser med en accent à la forbilledet Kim Larsens: "It's consuming me inside of me," lyder det f.eks. i Sound Of Steel.

Samme problem har Lykke Andersen, der som en mindre outreret Nico gør et distanceret, næsten uengageret indtryk. Kun i Moe's, hvor stemmen presses til bristepunktet, fornemmer man virkelig hendes potentiale. Samspillet mellem de to sangere savner kemi, og kompositionerne på This City Burns afvikles med lav puls i et luntetrav, der harmonerer dårligt med tekstuniversets dyrkelse af livet på kanten. Men så er der jo melodierne, der forfører øret med største selvfølgelighed, og Retox Panic-sange som Ozone, Barfly Highs og altså Sounds Of Steel skal nok finde plads på P3's playliste.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA