x
Wire: Red Barked Tree

Wire
Red Barked Tree

Wire: Red Barked Tree

GAFFA

Album / Import
Udgivelse D. 14.01.2011
Anmeldt af
Finn P. Madsen

"F… out of my face / You take up too much space" (Please Take). Attituden fejler på det 12. album fra post-punk-pionererne Wire intet, og er som altid grænsesøgende. Som få af deres kollegaer, der enten er opløst eller en parodi på sig selv, har bandet siden 1977 formået at overleve diverse strømninger. Wires tre første album er absolutte post-punk-klassikere og må regnes blandt de mest indflydelsesrige i rockhistorien. Selvom bandet aldrig har matchet det niveau siden, har de i ny og næ alligevel formået at overraske. Red Barked Tree er endnu en af slagsen. I stedet for at spille som et fortidslevn og lege midaldrende punks, leverer de tre tilbageblivende medlemmer i Wire en ren opvisning i, hvordan gode indie-popsange skal skrues sammen. På den elegante Please Take læner Wire sig op ad Roxy Musics kølige art-rock, mens der spilles med en udsøgt melodiøsitet på den drømmende Adapt. Tempoet sættes markant i vejret på Two Minutes og Moreover, der med forvrængede guitarflader og militante trommepisk ender op som ren desperationsrock. Red Barked Tree lyder langtfra som den sidste krampetrækning fra Wire, der altid har formået at holde et højt kunstnerisk niveau.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA