x

De Eneste To
Østjylland Dreaming

De Eneste To: Østjylland Dreaming

GAFFA

Film / Sony Music
Udgivelse D. 16.03.2011
Anmeldt af
Jakob Kowalski

Det var et tilfælde, at jeg denne klare forårseftermiddag befandt mig i smørhullet Ry, midt mellem Peter Sommers og Simon Kvams respektive hjemstavne Skanderborg og Silkeborg. Derimod var intet overladt til tilfældighederne i forbindelse med Danmarkspremieren på Michael Noers nyeste musikfilm "Østjylland Dreaming" samme tid og sted.

Filmen, der er finansieret af kunstnernes pladeselskab og dermed tænkt som promotion, fungerer som en art udvidet musikvideo inspireret af De Eneste Tos debutalbum fra sidste år. Den er optaget i området og har, al sin surrealisme til trods, roadmovien som forlæg. Herved trækker Noer spor tilbage til sin fornemme dokumentardebut "De Vilde Hjerter", der ligeledes er domineret af sympatiske unge mænd uden lyst til at dø.

Blandt fine billeder af lokale skønheder med og uden tøj på fandtes ligeledes en reference til mesterværket "R" i form af en kort optræden fra to medvirkende, hvis lilla muskelbil også spillede en væsentlig rolle. Flere af "Østjylland Dreaming"s karakterer var til stede ved visningen, ligesom også dette stykke motoriserede virkelighed kunne beundres live foran biografen. Således var sammenblandingen af fiktion og dokumentar konsekvent.

En fællesnævner i filmen var ellers netop det konkrete, fysiske udtryk. En dramatisk hesteslagtning, en tryllekunstner på McDonald's uden held i sprøjten, en brandert på drengeværelset, dansende mekanikere, en halmafbrænding og solen over Jylland. Alt i alt en æstetisk billedmontage med bid, som spillede kompetent sammen med lydsiden. Små, underlige handlingstråde blev spundet omkring duoens musikalske gåtur gennem hjertelandet trækkende en vogn med et kæmpemæssigt højttalerrack. Det selvvalgte kunstneriske kors, der koster det, det koster.

Autenticitet og kvalitet er et spændende sats fra en musikbranche, der alt for længe har danset efter den flygtende guldkalv i jagten på laveste fællesnævner. Umiddelbart unikt i dansk sammenhæng. Samarbejdet mellem Noer og De Eneste To forekommer da også oplagt. Det er gennemsympatisk uden at være kedeligt og her synes guldet at høre hjemme i hjerterne frem for i tegnebogen.

Der var fire eller fem visninger i løbet af eftermiddagen og aftenen, hotdogs og fadøl på den røde løber og generelt en følelse af, at et større rockcirkus var kommet til byen og den diminutivt-hyggelige biograf. Omvendt var det absolut hjemmebane for De Eneste To, og alt blev afviklet på en afslappet måde, hvor man sagtens kan synes noget er rigtig godt uden at være hysterisk omring det.

Livekoncerterne var meget korte, men nærværende og intense. Den jeg overværede bød på akustiske versioner af: "Østjylland dreaming", "Hvem springer du for" og "Morten".

"Østjylland Dreaming" - Musikfilm af Michael Noer til musik af De Eneste To - Gallapremiere med akustisk mini-koncert i Ry Biograf 16. marts 2011

Filmen kan fra og med mandag den 21. marts ses på GAFFA TV.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA