x
Efterklang: Amager Bio, København

Efterklang, Amager Bio, København

Efterklang: Amager Bio, København

Anmeldt af Peter Lykke Madsen | GAFFA

Det er et 10 mand (senere på koncerten udvidet til 12) stort Efterklang der fredag aften i Amager Bio åbner op for hvad der ifølge bandet selv bliver den sidste koncert "i et stykke tid". Aftenen igennem er koncerten da også præget af en slags afdansningsbal, eller juleafslutning som bandet vist selv får kaldt det på et tidspunkt.

Efter åbneren "Full Moon" fra det seneste, og om ikke poppede så i hvert fald mest let-tilgængelige Efterklang-album, "Magic Chairs", lægger "Frida Found a Friend" en nærmest dyster stemning over salen. Blæseren sender tanker imod et film-soundtrack fra klassiske 30'er-noir film imens trommerne raser som et voldsomt uvejr, og Casper Clausens vokal drømmende lægger sig midt imellem, et på én gang smukt, men også foruroligende nummer.  

Det står allerede fra koncertens start fast, denne gang som mange andre, at Efterklang er gjort af musikere som er dygtigere og mere talentfulde end gennemsnitsbandet. Denne aften kunne man få den tanke at det måske ligger dem til last. Efterklangs publikum er fuldstændig optagede af at indfange musikken, hvilket resulterer i en ekstremt koncentreret sal. Selvfølgelig ønskværdigt i de stille numre, men også på mange af de mere up-tempo sange som "I Was Playing Drums" er det en ret passiv sal bandet møder. Casper Clausen tager sagen i egen hånd og smutter på et tidspunkt ned i salen, uden at det dog får sat synderligt mere gang i den. Man kan dog ingenlunde klandre publikum for at være uengagerede, imellem sangene skyller det ene store bifald efter det andet ned imod scenen. Et publikum med lidt mindre ærefrygt for bandets ganske rigtigt imponerende kunnen ville dog ganske givet have kunnet skubbet aftenen det sidste stykke op fra fantastisk til enestående.

At Efterklang har flere koncerter under bæltet end der kan tælles til på mange hænder og fødder er lysende klart; det lidt halvtræge publikum bliver aldrig kommenteret fra scenen. I stedet gør de to frontmænd Casper Clausen og Rasmus Stolberg det nærmest til en personlig mission at nå ud til de bageste rækker i Amager Bio enten ved at bestige en monitor for at få hele salen til at klappe med, ligesom vi får en imponerende tromme-battle leveret af Casper Clausen og Thomas Husmer.

Det er som tidligere nævnt sidste gang i lang tid at Efterklang spiller koncert, og det bliver også påtalt flere gange fra scenen hvor Casper Clausen benævner aftenen som vemodig. I anledningen har bandet inviteret alle deres samarbejdspartnere med på scenen. En særlig og ret rørende tak går ud til Niklas Antonson, som ud over sit virke i Slaraffenland har arbejdet tæt med bandet igennem en årrække. Uden at forklejne andre kan man denne aften heller ikke komme uden om søskendeparret Heather og Peter Broderick som flere gange stjæler lyset. Peter ved at afslutte flere af sangene med smukke violinstykker, Heather ved smukke duetter med Casper Clausen.

"Modern Drift" afslutter hovedsættet, men bandet er naturligvis hurtigt tilbage på scenen igen, hvorfra sløret bliver løftet for at Amager Bio er mere hjemmebane for Efterklang end man måske aner. Faktisk var det det sted flere af medlemmerne spillede deres første koncert uden for Sønderborg. Det var til DM i rock i 1999, bandet indledte koncerten "med de berømte ord: hey there Amager Bio", og fik i øvrigt en sidsteplads.

Ekstrasættet består af de tre "Parades"-højdepunkter, "Blowing Lungs Like Bubbles", "Mirador" og en fantastisk sprudlende "Cutting Ice to Snow". Når nu Efterklang selv havde lagt op til at det var en særlig aften kunne man måske godt have håbet på et ekstrasæt mere, og de af os som tidligere havde spottet Grizzly Bear-forsanger Ed Droste i huset stod måske med en lille drøm om at han kunne finde på at kigge forbi, men sådan skulle det ikke være.

Efterklang går nu på ferie inden de kaster sig over deres fjerde album, og der er absolut ingen grund til ikke at glæde sig til at høre hvad Denmark's finest beslutter sig for at gøre ved næste plade.

Amager Bio viser søndag den 20. marts klokken 17 Vincent Moons Efterklang-film "An Island". Koncerten indledes klokken 16 med koncert med Peter Broderick.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA