x
Tune-Yards, Twin Shadow og James Blake: Central Presbyterian Church, SXSW, Austin

Tune-Yards, Twin Shadow og James Blake, Central Presbyterian Church, SXSW, Austin

Tune-Yards, Twin Shadow og James Blake: Central Presbyterian Church, SXSW, Austin

Anmeldt af Simon Christensen | GAFFA

tUnE-yArDs (****)

Californien-sangskriver Merrill Garbus' personlige karakteriseres som et voldsom blanding af genrer i lo-fi produktioner, som på hendes 4AD-udgivne debut "BiRd-BrAiNs". Men det er ikke lo-fi-produktionen per se, der er den afgørende faktor; det er i stedet hendes blanding af folkemusik og klare inspirationer fra afrikansk rytmik og skinger primalskrig.

Garbus selv både synger, spiller gulvtammer og optager loops live, mens hendes band også forstærker fornemmelsen, at hele tUnE-yArDs-projektet er meget hjemmelavet med en bassist og to avantgarde-saxofonister.

I starten blev musikken eksekveret utroligt stærkt, og i modsætning til Glasser, der spillede kirkerummet op tidligere på aftenen med søvndyssende elektropop, så fik Merrill Garbus publikum op fra kirkebænkene og til at råbe på kommando. Intelligens blandet med menneskets mest grimme naturlige urkraft.

Midtvejs nåede hun faktisk lige at konkludere, at det måske var hendes bedste koncertoplevelse, inden hun fuckede et par samples op og måtte genstarte to numre. Nemesis!

Det vildeste tUnE-yArDs er superflippet afrikansk og indiansk musik, mens det mest elegante både kan have kant og have en sød melodi med knapt så intimiderende vokal og bløde ukulele-øjeblikke (hvilket man som anmelder sjældent kan fremhæve som noget positivt). Men det ville også være synd at bede en kunstner om at skrue ned for kreativiteten. Spændende, men ikke altid decideret rart for ørerne.

Twin Shadow (****)

Aftenens tredje band var den amerikanske 80'er-pop-infekterede indierockgruppe Twin Shadow og ombejlede frontmand George Lewis, der har lavet det meste af albummet selv – hvilket i øvrigt er produceret af Grizzly Bear-medlemmet Chris Taylor, der optrådte som gæst under koncerten.

Hvor aftenprogrammets tre andre navne (Glasser, tUnE-yArDs og James Blake) på alle måder havde kirkens lyd til at arbejde for sig, så var det snarere fornemmelsen, at kirken arbejdede mod George Lewis, der også fortalte en anekdote om dengang, han netop også i en Presbyterian Church blev taget i et stjæle nogle penge på sommerlejr og af sin mor blev tvunget til at undskylde for hele menigheden.

Twin Shadow skruer på ingen måde ned for 80'er-synthpoppen live, for som kvartet fremstår de som om, de lige var trådt ud af tidsmaskinen. Hvor albummet er vellykket og både er arrangeret og formuleret flot, så er der klare elementer, hvor det tager overhånd live; musikalsk og stilmæssigt, men sådan som Twin Shadow udlægger sangene er det utroligt afvæbnende. Tag bare den detalje, at George Lewis genintroducerer heavymetal-guitarsoloen i moderne popmusik. En uvant følelse af overraskelse!

Til kirken åbnede George Lewis a cappella på måske debutalbummet Forget's bedste track: Slow, men derefter bad Twin Shadow om vildskab, uden dog ubetinget at få det fra publikum. På 40 minutter nåede kvartetten omkring det meste af albummaterialet (When We're Dancing, I Can't Wait, At My Heels, Castles In The Snow, Tether Beat og til sidst Forget), og mens leveringen både var humoristisk og vokalen fremragende, så var lyden tvivlsom.

Det undrer, at Twin Shadow endnu ikke har spillet i Danmark, men albummet burde kunne skaffes hos din lokale pladepusher, et album, hvis materiale trøster en lidt svingende koncertoplevelse.

James Blake (*****)

For den engelske elektroniske musiker James Blake må der næsten ikke kunne findes et bedre rum end en tyst kirke, bygget efter amerikanske mål, til at fremføre sit nye materiale fra debutalbummet James Blake (og en enkelt af hans single-b-sider), der er langt mere følsomt og mindre kluborienteret end ep'erne. Kirkerummet snarere forstærkede ærefrygten for hans intelligente projekt.

Den 22-åriges hurtige succes har fået musikdebattører til at så tvivl om, hvorvidt hans musik egentligt er så original, og om ikke endda kedelig. Men for sin tid og sin iscenesættelse er James Blake stilskabende. Kan vi få Blake-kritikerne på banen med en ny kritik?

Sådan trådte James Blake også ind på scenen med sine to livemusikere, til publikums hyldest af værket og under koncerten total ro i salen. Trioen spiller 90 procent live, kun med lidt effekter og forudindspillede samples. Blakes unge og særligt nørdede trommeslager spiller det meste af musikken på trommepads, hvilket særligt i dubsteppens timing lyder fænomenalt; specielt, når han får plads som på I Mind eller Wilhelm Scream.

James Blake udbeder sig ro og sætter krav til monitorerne med engelsk arrogance, men leverer også derefter og udnytter lydens rum med uhørt præcision. I det ene øjeblik er han ambient og fraværende, i det næste øjeblik har vokalen en ekstrem nærhed og intimitet.

Han åbnede med I Never Learnt To Share og Unluck, spillede også Lindesfarne I, men undgik den gospel-agtige Measurements, som nok havde været for corny til situationen. Kun meget få gange kunne man fornemme, at James Blake selv styrer flere samtidige effekter, lag-på-lag og harmonier fra sit instrumentbræt, men i stedet sidder han tilsyneladende stille og koncentrerer sig om vokalarbejdet. Det er som om, at hans stemme det meste af tiden balancerer mellem ikke at sige en lyd og knække over, selvom det aldrig sker.

Men mere end at stemmen er helt unik, er det James Blakes stilskabende album og den overlegne iscenesættelse af eget materiale, der gør ham til noget specielt. Han udforsker harmoni og lydens æstetik, hvilket i de lave frekvenser udmønter sig i en fysisk påvirkning af de tunge rystelser.

Man kan svært forestille sig, at trioen kan gentage denne koncert et andet sted på deres kommende Europaturné, der også bringer dem til Danmark, fordi kirkerummet er så perfekt til musikken. "Vi har spillet mange kirkekoncerter, men vi har aldrig spillet i en kirke så stor," forklarede Blake ydmygt før næstsidste nummer. Limit To Your Love er efterhånden ved at have status som det mindst interessante James Blake-nummer, mens afslutningsnummeret Wilhelm Scream er en tour de force i trioens liveæstetik.

James Blake spiller i Lille Vega den 5. april


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA