x
Bruno Mars: Store Vega

Bruno Mars, Store Vega

Bruno Mars: Store Vega

Anmeldt af Maria Therese Seefeldt Stæhr | GAFFA

Det kan have to effekter, når et band vælger storladen klassisk musik som intro til deres koncert: en rigtig god eller en rigtig dårlig. Denne aften var det den gode version – Bruno Mars og hans band levede til fulde op til Strauss' kompositoriske og dramatiske talent med en ualmindelig velspillet koncert med musikalske finurligheder og skøn energi.

Detaljernes fest
Ok, det kan måske virke lidt søgt at lave en hurtig sammenligning mellem en af romantikkens store komponister og en nutidig (pop)sanger - men så alligevel ikke. Dette handler om musikalske foregangsmænd, perfektionistiske pionerer – nogle der har noget på hjerte og forstår at fortælle det. Og det forstår Bruno Mars i dén grad! Igennem de seneste år er hans navn dukket op som sanger og sangskriver bag en række større hits, og med albummet Doo-Wops & Hooligans blev hans position for alvor slået fast som et af tidens mest håbefulde talenter. Der var derfor også en ret mærkbar stemning af forventning i den fyldte sal.

Forventningerne blev dog hurtigt indfriet, for det tog ikke mange sekunder, før det var tydeligt at disse musikere – de kan deres kram! Fra første nummer leverede de musik og vokal i topklasse, og lyden var endda med dem, så selv små detaljer kunne høres i salen, uanset om det var et guitarriff eller en lille detalje i en korstemme. På den måde kom alle variationerne og dynamiske detaljer til deres ret, og det var en fornøjelse både at se og høre på.

Uhøjtideligt og selvironisk

Igennem hele koncerten formåede de at holde det smooth og tilbagelænet med en intim og uhøjtidelig barstemning men dog, det meste af tiden, uden at det mistede gnisten. Der er ingen tvivl om, at de elsker deres arbejde, og det viser de blandt andet ved at have gennemarbejdet numrene, så det er alt andet end "bare" at spille albummet live. Alle numrene var krydrede med noget lækkert – enten a cappella korpassager, rytmiske variationer, vokale improvisationer eller guitarsoloer, og det gjorde det interessant og dejligt dynamisk.

Især åbningsnummeret "The Other Side" med overlegen vokal, "Liquor Store Blues" med et hårdere beat og en a cappella korafslutning og endelig storhittet "Grenade" i en version der adskilte sig fra albumversionen i både tempo og stemning viste, at de kan andet og mere end bare at spille som man forventer – og det talent (og mod) må man tage hatten af for. Mashuppet af Michael Jackson, Nirvana og White Stripes blev nærmest symbolsk – Bruno Mars er en musiker med fingrene i mange genrer. Og det er nok en af grundene til, at han opfattes som et af de rigtig håbefulde talenter. Uden at skulle køre det helt store sammenligningsræs i stilling så har han både noget musisk overlegenhed som Justin Timberlake, noget råt fra 60'er-rocken, reggaens vuggende rytmer, det smooth fra Motown og energi som hos Michael Jackson. Hans inspiration er til at tage at føle på, men han gør det til sit eget, og det gør han virkelig godt.

Ingen er perfekt..
Men koncerten bød desværre også på et par missere. Hele setuppet var meget tro mod deres karrieres spæde start - de små lokale spillesteder, og som udgangspunkt var det ret charmerende og havde en fin effekt. Nogle gange tog det bare overhånd. Så blev det hele lidt for mørkt og stille, lidt for introvært. Balladen "Our First Time" gik heller ikke helt efter bogen, for det var som om, musikerne ikke var helt enige om tonearten, eller også var monitormanden gået for en stund, og det resulterede i meget mystiske harmonier, der lød mere falske end interessante. Desværre – for arrangementet var ellers lækkert. Sidst, men ikke mindst havde Mars udeladt blot et enkelt nummer fra albummet, og det manglede virkelig på listen. "Talking to the Moon" er i undertegnedes optik et af albummets fineste perler, og den var nok ikke blevet mindre fin af at komme en tur igennem bandets livemølle.

Men når dette er sagt, så er det vist tydeligt at ovenstående missere bare bliver små detaljer i det store billede. Det er stensikkert at de forelskede teenagere om muligt er endnu mere forelskede end før (nu bare med ondt i halsen af at skrige), de skeptiske musikere har taget hatten af for den såvel band som frontfigur og det fine stempel om "håbefuld" er fuldt ud fortjent. Den 25-årige hawaiianer har gang i noget godt. Bliver han ved på den måde, skal han nok blive husket. Noget siger mig, at det er sådan, det bliver.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA