x
Slayer og Megadeth: SCC, Århus

Slayer og Megadeth, SCC, Århus

Slayer og Megadeth: SCC, Århus

Anmeldt af Michael Jose Gonzalez | GAFFA

To af de absolut mest legendariske navne inden for thrash-metallen har denne mandag aften valgt at lægge vejen forbi Århus, og eftersom metal-fans er notorisk dedikerede, er der da også tæt på at være udsolgt i SCC, hvor mange har valgt at starte ugen med at blive rusket godt igennem af ingen ringere end Megadeth og Slayer.

Megadeth (****)

Det er en dejlig broget skare, der er mødt op til aftenens metal-mekka, og selvom der er en overvægt af gedeskæg, langt hår og sort tøj, er også forældre med børn, ungpiger i lyserødt og suits at finde blandt publikum. Herligt at se den mangfoldighed, der er mødt op for at nyde et stykke mandags-metal. Som scenen bades i blåt lys, og Dave Ellefson slår basen an til Trust, går det op for én, at det er lidt som at træde ind i en tidslomme, hvor man ryger 20 år tilbage til en tid, hvor guitarsoli er stadig er en essentiel del af musikscenen.

Dave Mustaine træder without further ado ind på scenen og lufter puddelhåret, den dobbelthalsede guitar og stemmebåndet. Mustaine har aldrig været den store sanger, men han håndterer vokalarbejdet ganske godt i aften. Desværre ligger han lidt lavt i lydbilledet, hvilket bevirker at han til tider kan være vanskelig at høre. D'herrer Ellefson og Broderick gør deres bedste som indpiskere, mens Mustaine de første halvandet nummer nødigt rykker sig ud af pletten. I det hele taget virker det som om, han lige skal i gang. Det kommer han.

Foran scenen smides der godt med "gamle tegn" i luften, og på den anden side af foto-hegnet er der godt gang i både gribebræt og dobbeltpedal. Mustaine er ikke bleg for at vise sig som den mester udi shreddingens ædle kunst, han nu engang er.

Efter et kort exit fra scenen kommer Mustaine ind og sætter alene gang i en hæsblæsende Head Crusher. Her er koncerten virkelig kommet godt op at køre, og de fire manker på scenen rystes godt og grundigt. "You know this one", lyder det fra scenekanten, og der sættes gang i den knuselskeligt guilty pleasure af en cheesy heavy-ballade, A Tout Le Monde, der leveres med den helt rette pondus, pomp og pragt. Det er simpelthen en fornøjelse at høre publikum brøle med.

Koncerten fortsætter med en herlig cocktail af knivskarpe riff, mere eller mindre syng-med-venlige-omkvæd og formidabelt sammenspil, før Mustaine pludselig kommer i tanker om, at han helt har glemt at sige godaften til publikum: "I totally forgot to say good evening – that's gotta be a good sign right?" Sweating Bullets får hele salen med, så der både danses, hoppes, headbanges og nikkes anerkendende med armene over kors til klassikeren, der følges op af Symphony Of Destruction.

Med en galloperende bas sættes der gang i første sæts sidste nummer, Peace Sells, hvorunder maskotten Vic Rattlehead kigger ind på scenen. Bandet bliver klappet ind igen, og Mustaine leverer en lille antikrigs-tale, der lægger op til aftenens sidste nummer; en forrygende Holy Wars. Der var en kende træthed at spore i starten af koncerten, der lige skulle i gang, men alt i alt serverede Mustaine og co. en glimrende opvisning i anakronistisk metal og guitarekvilibrisme. En gedigen koncert uden de store udsving.

Slayer (****)

En halv time efter Megadeth har forladt scenen, dæmpes lyset og publikum indhylles i blodrødt (hvad ellers?) lys, hvorefter en absolut nådesløs World Painted Blood affyres lukt mod den sagesløse forsamlings trommehinder. Det er hurtigt, hidsigt og aggressivt som ind i Helvede, men mest af alt er det højt. Der er skruet vanvittigt op, og det er næppe noget overdrivelse at påstå, at Slayer spiller dobbelt så højt som Megadeth. Det lyder godt, men den ekstreme volumen slår desværre skår i lytteoplevelsen, der imidlertid forstærkes af, at man rent fysisk ruskes igennem og kan mærke musikken i hele kroppen. Selv Lemmy ville sgu være misundelig.

Jeff Hanneman er desværre ikke med i aften, men sammen med en storsmilende Tom Araya, Dave Lombardo og Kerry King, der tydeligvis ikke tager sig af bagateller som faren for nakkeskader, klarer Gary Holt tjansen til UG. Hænder og djævlehorn ryger i vejret og salen runger af "Slayer! Slayer! Slayer!", som kvitteres med endnu et nummer fra den fremragende "World Painted Blood", Hate World Wide. Det er decideret åndenødsfremkaldende, og det er tydeligt, at bandet ikke har tænkt sig at tage nogle fanger i aften: "The final swing is not a drill – it's how many people I can kill", som det lyder i War Ensemble.

Der er ingen slinger i valsen, og Hallowed Point kan mærkes helt ind i tænderne. Man undres over at diverse iPhones og digitalkameraer, folk har så travlt med at dokumentere deres tilstedeværelse ved koncerten med, ikke splintres i tusind stykker.

Araya takker os mange gange for at komme og vi får en velfortjent pause med det nærmeste, man vel kommer en Slayer-ballade, Dead Skin Mask, før trommehinderne atter tages som gidsler med The Antichrist og Payback. Der er efterhånden flere blandt publikum, der rykker bagud i salen med hænderne for ørene, og folk synes ligefrem at søge tilflugt for den enorme volumen. Det er lidt en skam, når der nu spilles op til ond og topenergisk fællessang med South Of Heaven, Raining Blood og Angel Of Death, der udgør en eminent afslutning på koncerten.

Slayer har spillet helt fantastisk og leveret et hæsblæsende brag af en koncert, men lydniveauet og dets tydelige indflydelse på helhedsoplevelsen, gør at de må lade sig nøje med fire store stjerner – eller pentagrammer om man vil.

Ikke desto mindre har det været en gedigen thrash-aften, og de fleste burde kunne gå hjem med smil på læben, ondt i nakken og sprængte trommehinder.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA