x
Richie Spice: Book Of Job

Richie Spice
Book Of Job

Richie Spice: Book Of Job

GAFFA

Album / VP Records
Udgivelse D. 24.03.2011
Anmeldt af
Henrik Bæk

På Richie Spices femte studiealbum Book Of Job er titlen taget fra Biblens bog om Job, der blandt andet handler om en eksistentiel undersøgelse af trosmuligheder samt om ret og retfærdighed. Richie Spice ser titlen som et symbol på sin egen karriere og på nødvendigheden af ikke at gå på kompromis med sin tro eller sit musikalske udtryk og forfalde til at lave mere poporienterede materiale eller sexfikserede tekster.

Albummet rummer 12 solide skæringer og de fleste er mesterligt produceret af Donovan Germain fra Penthouse Studios, der blandt andet er manden bag Buju Bantons succes. Et af disse numre er et cover af Randy Crawfords Street Life, der i reggaeudgaven hedder My Life og som åbent fortæller om de vilkår, hvorunder Spice voksede op. Germain har også produceret Jah Never Let Us Down på hans kendte Automatic-rytme, og sammen med Yap Yap, der med sit ørefængende omkvæd er produceret af Steven Lenky Marsden, er disse nogle af albummets bedste tracks.

Reggaematador Errol Browns søn Shane Brown har for Jukeboxx produceret det opløftende Serious Woman, der er en klar appel til alle kvinder om at tro på sig selv og vidner om Spices store sociale engagement og indsigt. Book Of Job rammer måske ikke helt de musikalske højder fra In The Streets Of Africa, men er alligevel et glimrende album, og Spices sædvanlige evne til at formidle budskaber om Rastafari og ghettofolkets lidelser fornægter sig heldigvis ikke. Evner, der efterhånden er blevet et sjældent varemærke i moderne reggae.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA