x
Cage The Elephant: Electric Ballroom, London

Cage The Elephant, Electric Ballroom, London

Cage The Elephant: Electric Ballroom, London

Anmeldt af Kristian Alsing | GAFFA

GAFFAs udsendte havde ikke de store forventninger til Cage The Elephant, men blev hurtigt overrasket, for det, som jeg syntes var halvkedeligt på plade, var alt andet live. Undertegnede havde det før koncerten lidt som omkvædet på første sang for aftenen "...it goes in one ear and right out the other" fra "In One Ear", men bandet bragede ud med lige præcis den kant, som jeg manglede på de to plader.

Forsangeren Matthew Shulz havde til dagen iklædt sig en fin nederdel/skjorte-kombination, der fik ham til at ligne en mellemting mellem en af pigerne fra "Det lille hus på prærien" og Alex fra Kubricks "A Clockwork Orange". Den 27-årige rocksanger viste sig at have en stærk stemme, men i endnu højere grad karisma og en dragende tilstedeværelse. Publikum var ellevilde, med en trashguitar, der som en slags "budbringer af rock" varslede, at dette var ikke en folksy amerikansk rockaften; de var fuldstændigt seriøse med det her.

"2024" blev det første nummer fra den nye plade, hvor Matthew Shultz for første gang sluttede sig til de purunge crowd-surfere. Punken blev for alvor etableret som aftenens tema. Karisma bar bandet og publikum videre hen over "Aberdeen" og den punkede "Tiny Little Robots".

Cage The Elephant havde som allerede slået sig fast med en fantastisk energi, men gjorde rigtig god brug af overgange og pauser ledsaget af psykedelisk rock-dans. Den indledningsvist stille "Japanese Buffalo" fra det nye album "Thank You Happy Birthday" sænkede tempoet og energien hos publikum, lige indtil det hele exploderede igen med mere punk. Den jævnt kedelige "Back Against the Wall" førte til den glimrende og melodiske "Flow". Endnu engang overraskede bandet, da det midt i "Flow" skiftede til gentagne høje skrig, thrash-guitar og crowd surfing.

Det virkeligt stærke ved aftenens optræden var de mange strenge, bandet spiller på (om jeg så må sige). "Indy Kidz" starter med punk i højt, højt tempo med et karakteristisk guitariff, men bliver afløst af både stemningsfulde kunstpauser og dystre sekvenser, der bringer tankerne tilbage på The Doors. På den glimrende "Always Something" spillede bandet tungt, og det stadig tændte publikum fik en chance for at tænke lidt over verden: "Always something – before the late night, around the corner, there's always something waiting for you".

Matthew Shultz skifter mellem punk, thrash, skrig og falsetsang. Bandet er i baggrunden, hvilket passer sig okay, for der er nok grænser for, hvor mange i ét band, der kan opføre sig som deres ustyrlige rockstjerne-forsanger. Koncerten slukkede efter en time og et kvarter, hvilket for en gang skyld var helt perfekt. Cage The Elephant har to plader ude, og de spillede 16 numre. Bandet viste mange facetter af deres musik, og der var tegn i sol og måne på, at folk var glade. Publikum var med hele vejen igennem, de unge gutter havde forlængst smidt deres T-shirts, og sikkerhedscrewet havde travlt med at passe på både publikum og forsanger, men under den stille "Rubber Ball", kunne man høre snakken helt oppe foran, og fjerde gang manden stagediver, har man ligesom set det.

Heldigvis kendte bandet deres begrænsninger, og det blev aldrig for meget. Alt i alt formåede bandet, og i særdeleshed Matthew Shultz, at underholde et publikum med både gamle rockabilly-veteraner, Radio 1-lyttere og purunge (forældreledsagede) punks og hive godt op i gulvbrædderne i et robust Electric Ballroom. God fest, god musik og en god overraskelse.


Cage The Elephant spiller på KB18 i København 18. juni. Køb billetter via GAFFA Live.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA