x
José González & The Gothenburg String Theory og Loney, Dear: Koncerthuset, København

José González & The Gothenburg String Theory og Loney, Dear, Koncerthuset, København

José González & The Gothenburg String Theory og Loney, Dear: Koncerthuset, København

Anmeldt af Jon Frisk Carstensen | GAFFA

Den svensk/argentinske indie-folk-stjerne José González havde valgt København som første etape på en tætpakket Europaturné. Som support havde trubaduren valgt landsmanden Emil Svanängen, bedre kendt som Loney, Dear, og der var lagt op til noget musik ud over det sædvanlige.

Loney, Dear *****
Det var en modig og noget uortodoks start på koncerten, da den lidt runde, fuldskæggede mand med butterfly forsigtigt trådte på scenen, i følgeskab med en kvindelig akkordeonspiller, og efter et kort velkomstbuk smed skoene og stod tilbage i blå strømper. Efter at han havde sat sig godt tilpas, omgivet af sine effektpedaler, kom de første spæde toner fra guitaren lettere tilfældigt frem.

Herfra udviklede det sig på en snigende vis, og nogle fantastiske arrangementer blev vakt til live. Det hele virkede lettere tilfældigt og meget løst, men samtidig meget organisk, og man følte aldrig, at duoen på noget tidspunkt ikke havde styr på slagets gang. Ved hjælp af Emil Svanängens blåstrømpede fodakrobatik på sine effektpedaler og hans længselsfulde vokal fik han skabt nogle smukke, skrøbelige og hudløse kompositioner med masser af frirum og nogle finurlige afslutninger.

José González ****
Lettere anonymt kom aftenens hovedattraktion snigende ind iført sort tøj, og begyndte med sangen "Hints" fra debutpladen "Veneer". Hernæst trådte fem ekstra musikere på scenen og påbegyndte "In Our Nature" fra albummet af samme titel. Sekstetten blev yderlige udvidet med et helt orkester, The Gothenburg String Theory, der smukt og mystisk lagde ud med sitar og noget, der lød som tibetansk strubesang. Det varede dog ikke længe, før det blev tydeligt, at orkesteret var en smule malplaceret, og det hele virkede hurtigt som en gimmick.

José Gonzáles' musik – normalt fremført blot med vemodig vokal og virtuost spillet akustisk guitar – er simpel og nydes bedst på denne måde. Tilføjelsen af strygeorkesteret virkede en anelse påsmurt og overdramatisk med lidt idéforladte arrangementer. Et lille kammerorkester ville have klædt musikken bedre og formentlig have været mere effektivt, frem for det til tider lidt bombastiske orkester, der tog fokus fra hovedpersonen. Specielt de unisone stykker, hvor orkestret spillede med på melodierne, tog lidt magien fra sangene. Det var dog velspillet, men samtidig tydeligt, at musikken ikke er skrevet med horn og strygere i baghovedet, og det fik den ellers meget levende musik til at fremstå lidt stiv.

Der var flere mindre højdepunkter under koncerten, hvor det hele swingede, men det var ikke særligt gennemgående, og de store gåsehudsmomenter udeblev. Men sangene er smukke i sig selv, og de blev da også fremført på fornem vis om end en smule nervøst og tilbageholdent. Hen mod slutningen hang det hele dog bedre sammen, da spilleglæden tog over og musikken blev sluppet løs og kunne udfolde sig naturligt. Her var det specielt sidste nummer, "Down The Line" og ekstranummeret "Heartbeats", der virkelig stod frem og medførte stående bifald.

Det skal også siges, at det var konstellationens første aften, så der har nok været nerver på, så der er tid til forbedring til næste gang, José González indtager Koncerthuset, den 13. april, men det var nu bestemt alligevel en aften fyldt med smukke toner.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA