Nik & Jay: Engle Eller Dæmoner

Nik & Jay
Engle Eller Dæmoner

Nik & Jay: Engle Eller Dæmoner

GAFFA

CD / Copenhagen Records
Udgivelse D. 26.04.2011
Anmeldt af
Signe Bønsvig Wehding

Der står nye tider på skemaet hos Nik & Jay. Der er gået næsten fem år, siden deres sidste album landede i butikkerne, og tiden er gået med – hold fast – selvransagelse. Livet i overhalingsbanen, bling bling, blær og boing-bouncing-booties var essensen af livet, og drengenes overskudslager var et smørret grin i jantelovens fjæs. Men selv Nik & Jay har måttet sande, at det gode følges med det onde, engle med dæmoner. De stødte på psykiske nedture, dykkede i alkohol og blev ramt af tilværelsens forræderiske flygtige karakter og dernæst af eftertænksomhed. Nik & Jay – fra overflade til dybde. Al respekt for den personlige udvikling, men poeter har Nik & Jay aldrig været, og dybde bliver i teksterne til alt for dybt vand.

"Motherfucker, det' kun hjertet der er vigtigt for mig/som med artiskokker" (Udødelige). Tommelfingrene skal vendes op, når man kan rime på artiskokker. Men alvoren bliver konstant ufrivilligt komisk. "Alle har det godt her set med hvide øjne/det' det, vi kalder hvide løgne/lad bare al kultur dø/lad boligmarkedet krakk'/der er intet nyt under solen her i Danmark/indtil vi lærer at sige tak" (Bølgerne Ved Vesterhavet). Det er oprør mod hjernen.

Musikalsk er der ikke sket store forandringer (for eksempel er første single Mod Solnedgangen en opdatering af En Dag Tilbage) og producerteamet Jon & Jules spiller deres kort sikkert. Tre engelske numre er kommet med. Nik & Jay skal måske ud og afprøve konceptets holdbarhed i udlandet. Det er fantasiløs, ready-made dansegulvspop. Gangbart, men d'herrer er langt fra at være en "white Busta Rhymes" (Crystal). Nik & Jays ukuelige storhedsvanvid er deres styrke, deres charme, deres brands artiskokhjerte. Det er det, der, uanset hvor dybt vandet er, redder dem. Det, man hader at elske og elsker at hade. Det, der har sat "en ny standard for Danmark" (My City). Det bliver svært at tage med til udlandet. Og hvad er der så tilbage? Tja. Det bekymrer ikke drengene – deres "fremtid er lys, selv med lukked' øjenlåg".


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA