x
The Twilight Singers: Lille Vega, København

The Twilight Singers, Lille Vega, København

The Twilight Singers: Lille Vega, København

Anmeldt af Alexander Vesterlund | GAFFA

Jeg opdagede Greg Dulli for sent. The Afghan Whigs var sivet ud af de flestes bevidsthed og ind i en eftertid, der kan få grungemusikken til at ligne et bedaget modefænomen. I dag kan jeg sjældent holde 90'ernes tonstunge rock ud.

Men jeg kan ikke blive færdig med The Afghan Whigs og hovedværkerne Black Love og 1965. Og det faktum, at bandet for længst er opløst og står tilbage som et lidt ensomt ekko, fuldfører på en mærkelig måde musikken, der netop dyrker det uperfekte, ufornøjede og iveren efter at være til i en verden, der skrider. Den følelse er universel, mens det musikalske udtryk måske hænger fast i tiden.

Blandt andet derfor afsondrede bandet sig fra 90'ernes rockfest. Dulli kan virke semielitær og småperfid, og mens man både kan væmmes og hvirvles ind i musikken, mister man både mæle og fodfæste, når Dulli smider sangene ud i de mest lysende afkroge.

Det kan lyde som romantisk pjat og fan-fanatisme, og selvom jeg principielt ikke bryder mig om den slags og gerne ville være nøgternt begejstret og vildt tilbagelænet, må jeg bare bøje mig for Dullis geni.

Fuld af forventning mødte jeg så op, droppede den sædvanlige anmelderdistance og stillede mig helt ind til Lille Vegas scenekant. Mesterens mikrofonstativ stod klar og bagved ventede folk; nogle alene og andre i små spredte grupper. Menneskemængden var ikke imponerende. Hvor var skaren af gamle Whigs-fans? Og alle de nye?

Og pludselig stod Dulli dér på scenen i sort fra top til tå. En røgmaskine havde på forhånd svøbt scenen ind i en lidt karikeret tåge som for at skabe lidt mytisk distance. Sådan har Dulli det nok bedst. Sammen med sit Los Angeles-baserede The Twilight Singers, som han dannede efter bruddet med The Afghan Whigs, har Dulli holdt et overbevisende niveau, selvom sangskrivningen ikke har flyttet sig synderligt og indimellem kan lyde lidt slidt.

Personligt synes jeg, at intensiteten er faldet med årene, men det er ment i lyset af ovenstående hyldest. Dulli er stadig i fantastisk form – det skulle det søndagsramte publikum finde ud af – hvis ikke med åbningsnummeret "Last Night In Town", så i hvert fald med "Gunshots", der var lige så hjerteskærende nærværende, som når Dulli har været allerbedst.

Men det var, som om der ikke rigtig kunne komme gang i lokalet. Jeg frygtede, at koncerten ville smage lidt af efterfest. Musikken lægger op til lukkede øjne og arme i luften, og det var der kun én herlig særling i front, der for alvor kunne mønstre. Dulli, der i øvrigt var ekstremt opmærksom på publikum, blev straks venner med ham, og når folk bevægede sig væk og dannede for store huller i mængden, kaldte han med hånden folk frem, og en kvinde, der var plaget af støjen, fik han mirakuløst øje på og gav ørepropper.

Jeg gik væk fra scenekanten for at få et mere nuanceret billede af lyden, der blev markant skarpere. Greg Wieczorek var euforisk bag trommerne, keyboardspilleren Rick Nelson løftede for det meste sangene med en violin, og Dave Rossers guitar var i perfekt symbiose med Dullis blå toner, der blev spændt ud til bristepunktet med skamfulde skrål i det sårbart soulede nærvær, der er så karakteristisk for den alt andet end patosforskrækkede amerikaner.

Jeg ved ikke helt, hvad der blev vendepunktet. Men pludselig var alle med. Måske var det, da Dulli sang uden mikrofon og næsten forsvandt i den skråsikkert vaklende "Too Tough To Die", eller da han storskrålede omkvædet til "Bonnie Brae". Men stemningen var definitivt løftet fra og med "Teenage Wristband". Og så kom sangene som pistolskud: Skønne "Candy Cane Crawl" med Dulli bag keyboardet, den westernklingende "Never Seen No Devil" fra dette års Dynamite Steps og "Dead To Rights" fra 2006-albummet Powder Burns.

Det var svært ikke at blive ramt, men sangene blev samtidig serveret med så stor spænding, at det var op til lytteren at forløse dem.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA