x
Current 93: VoxHall, Århus

Current 93, VoxHall, Århus

Current 93: VoxHall, Århus

Anmeldt af Nicholai Friis Pedersen | GAFFA

Gennem sit projekt Current 93 har engelske David Tibet siden 1983 været en markant skikkelse med mange musikalske ansigter – og flere forskellige religiøse overbevisninger. Før indspilningsdebuten, den ene side af kassettebåndet "Mi-Mort" (den anden lavede Nurse With Wound), var han involveret i Psyhcic TV og 23 Skidoo, som ligesom Current 93 er legendariske og indflydelserige britiske bands, der i dag nyder kultstatus.

Med tekster byggende på stor viden om religion, folklore og okkultisme, en stærk og karakteristisk vokal, som kendetegnes ved enormt karikeret og tydelig artikulation af ordene, og fortællergrebet stream of counisiousness som konstanter, er Current 93 et af de bands, man ynder at betegne som kult og beskrive gennem reference til forskellige perioder.

Fra Crowley til børnesange
Uden at kaste mig ud i en detaljeret gennemgang af gruppens omfattende bagkatalog, så var de helt tidlige Current 93-udgivelser domineret af en beskidt industrial-lyd, som i stor grad bestod af tapeloops og stærkt manipulerede og nærmest mishandlede vokaler fra Tibet - hør bare den næsten skræmmende tyve minutter lange "Ach Golgata (Maldoror is dead)" fra debutalbummet "Nature Unveiled" fra 1984, der looper den infamøse Thelema-stifter Aleister Crowleys stemme. Referencerne til den dystre Thelema-religion, hvorfra navnet "Current 93" også stammer, er fra at spille en stor rolle i starten blevet færre og færre op gennem gruppens virke i 80'erne. Fra og med  "Imperium" fra 1986 slog en mere ordinær sangstruktur såvel som den neofolk-lyd, der har kendetegnet gruppen i 90'erne og 00'erne, også mere og mere igennem i det musikalske udtryk. Og teksternes symbolsprog, der i dag blandt andet trækker kraftige veksler på den kristne mytologi, har også ændret sig siden de tidlige 80'eres fascination af sort magi - en del af det nyere materiale er endog kraftigt inspireret af børnesange. Kun tre dage før aftenens koncert, der var intet mindre end Current 93's første optræden i Skandinavien nogensinde, har gruppen udgivet albummet "HoneySuckle Æons".

Tibet: Lederen og dukkeføreren
Under en intro, der bragte smilende frem på publikums læber, fordi vi fra langstrakte, ambiente klangflader blev kastet brat ud i Boney M's "Rivers of Babylon", trådte bandet, minus Tibet, ud på scenen. Opstillingen bestod af de kyndige musikere Alex Neilson (trommer), Andrew Liles (analoge synths og samples), Baby Dee (piano/keyboard), James Blackshaw (guitar), Keith Wood (guitar) og Eliot Bates (arabisk lut). Under Boney M-nummeret steg en feedback-støj sig højere og højere op i lydbilledet for til sidst at kulminere i en eksplosion, hvortil aftenens altoverskyggende hovedperson, David Tibet, gjorde sin entré til et massivt brøl fra de mange fremmødte.

Gennem hele koncerten leverede han sine karakteristiske og ordrige tekster med stor intensitet, og bandet udmærkede sig specielt ved deres evne til at lade sig dukkeføre og følge hans mange skift fra nærmest at hviske til at råbe ordene ud. Således kunne de være meget, meget stille, men også virkeligt rocke ud, som det var tilfældet, da de spillede publikumsfavoritten "Black Ships Ate The Sky" i en noget vildere udgave end albumversionen. I et band, hvor alle gjorde god figur, udmærkede specielt pladeaktuelle Baby Dee og den unge trommeslager Alex Neilson sig med fine musikalske detaljer. Det meget detaljerede og til tider eksplosive trommespil var en sand fornøjelse at høre i samspil med Tibets leg med ord og ordlyd.

Sætlisten bestod hovedsageligt af materiale fra de nyere udgivelser, men koncerten sluttede dog af med en vaskeægte klassiker i form af "Oh Coal Black Smith" fra "Swastikas for Noddy" (1988). Den så bestemt ud til at vække glæde hos det garvede publikum, som at dømme ud fra den megen insidersnak, jeg hørte i krogene, hovedsageligt bestod af dedikerede fans, der var rigtigt godt inde i det omfattende stof. Meget af det nyere materiale gjorde sig dog også rigtigt godt. Det hårdtrockende epos "Not Because The Fox Bark" fra "Aleph At The Hallucinatory Mountain" og den mere afdæmpede og stemningsfulde "Niemandwasser" fra "Sleep Has His House" er gode eksempler herpå.               

Et mangefacetteret lydbillede
For mig at se var dét, som for alvor gjorde koncerten til en unik oplevelse, måden, hvorpå numrene til tider nærmest blev jammet frem. Som nævnt gjorde Tibets løse fortolkning af materialet, som bandet fulgte med på, at man kunne blive overrasket over numrenes udviklingsforløb. Derudover blev de muligheder, som instrumenteringen gav, rigtigt fint udnyttet. Der var tale om et mangefacetteret lydbillede, og hvad end det var i sagte passager, der gav rum til udfoldelse af den arabiske lut, de ambiente synthfigurer og de mystiske samples, eller i de store crescendos, hvor instrumenterne tilsammen kunne skabe en utroligt stor og massiv lyd, spillede enheden meget dynamisk og fængende. Ud over den gode musikalske kemi så hele gruppen også ud til at have det hyggeligt indbyrdes. Ikke mindst kom dette til udtryk, da en forstærker røg sig en tur, og Baby Dee i et muntert intermezzo stak lidt til den ene af bandets guitarister.

Som nævnt var det frontmanden og gruppens eneste permanente medlem Tibet, der havde lederrollen i de to timer, som koncerten varede. Han var veloplagt og leverede en kraftfuld vokalpræstation, der på samme tid vidnede om stor erfaring og glæde ved musikken. De mange fans, der var til stede, kunne måske være skuffede over sætlistens store fokus på nyere materiale, men på bandets livepræstation og engagement var det til gengæld svært at sætte en finger. Generelt så de folk, der blev tilbage for at drikke en øl i baren eller købe merchandise efter koncerten også glade og tilfredse ud. En stor applaus til foreningerne Ljud og fonden VoxHall for en unik oplevelse og en rigtig god koncert skal ihvertfald lyde herfra.       


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA