x
Bon Jovi: Rogers Arena, Vancouver

Bon Jovi, Rogers Arena, Vancouver

Bon Jovi: Rogers Arena, Vancouver

Anmeldt af Rune-Leander Mikkelsen | GAFFA

Efter 11 studiealbum, 130 millioner solgte enheder world wide, optagelse i UK Music Hall of Fame (2006), modtagelse af en æres-Grammy (2004) og optagelse i Songwriters Hall of Fame (2009) er Bon Jovi åbenbart stadig sultne.

Fredag aften stod de fire ungdomsvenner fra New Jersey på scenen i Vancouver – en aften på kontoret i deres "The Greatest Hits Tour", en forlængelse af sidste års "Circle Tour", der med sine $200 millioner blev mest indtjenende turné i 2010.

Tilbage til Vancouver
Omgivet af ild og glødende metal, i bedste Terminator-stil, på scenens kæmpe skærme indtager Jon Francis Bongiovi Jr. – barberens søn fra Metuchen, New Jersey – og hans fire kumpaner scenen i denne første af to udsolgte koncerter i Vancouver. "Blood on Blood", "You Give Love a Bad Name" og "Born to Be My Baby" indleder denne aftens koncert. Tre hitsingler fra "Slippery When Wet"- (1986) og "New Jersey" (1988)-udgivelserne. Vi er tilbage i 1980'erne, hvor bandet indspillede deres albums med Bob Rock, 15 minutter kørsel fra Rogers Arena, hvor vi befinder os i aften.

Tilbage i 1985 udgav gruppen deres andet udspil, "7800 Fahrenheit", som blev totalt overset i USA. Desmond Child blev hyret som sangskriver til gruppens næste album, "Slippery When Wet" (1986), og siden da har Bon Jovi været storproducent af top 10-singler. "Slippery...", tilbragte otte uger som #1 på den amerikanske Billboard, og er til dato det 21. mest solgte album i USA nogensinde.

Man må sige, at bandet denne aften lægger hårdt ud, en start, der er umulig at følge op. Efterfølgende glider Bon Jovi over i "We Weren't Born To Follow", "Lost Highway" og When We Were Beautiful – alle numre fra bandets to seneste udgivelser: "Lost Highway" (2007) og "The Circle" (2009). I Europa ville disse tre sange have fået folk til at hente øl. I Nordamerika har Bon Jovi en helt anden status. De album, bandet har udgivet de sidste ti år, har solgt lige så meget som de udgivelser, bandet hittede med i 1980'erne i Europa.

Tilbage i 2000 sadlede Bon Jovi om. Gruppen ville henvende sig til et yngre publikum og hyrede den svenske hitproducer Max Martin på udgivelsen "Crush" (2000). Martin skrev og producerede halvdelen af hitsinglen "It's My Life", og Bon Jovi var tilbage på hitlisterne world wide. Jeg har altid synes, at "It's My Life" lyder som en parodi på en Bon Jovi-sang. Ikke desto mindre får aftenens levering af nummeret taget til at lette i Rogers Arena.

Fra første fløjt på denne aften er det tydeligt, at Bon Jovi anno 2011 er et to mands band. David Bryan og Tico Torres er tildelt en plads på podiet sammen med en anonym bassist og rytme- guitarist. Fremme på scenen står Jon og lead-guitarist Richie Sambora badet i spotlys. Jon ligner en nyklippet udgave af den adonis, der præger bagcoveret af "New Jersey"-udgivelsen fra 1988. Hans stemme har heller ikke forandret sig meget, han synger klingende rent, selv i det høje register.

Richie Sambora ligner derimod en mand, der har været inde og ude af rehab de sidste ti år. Dog håndterer Sambora stadig sine mange guitarer tro mod den stil, bandet startede ud med tilbage i 1980'erne. Sambora har, efter min mening, altid givet Bon Jovi-registret en ekstra dimension via sin bluesinspirerede stemme, et potentiale, der kom til sin ret på hans første soloudgivelse "Stranger in This Town" (1991).
 
The more things Change, the more they stay the same
I løbet af de næste to timer får vi alle de hits fra Bon Jovis bagkatalog, vi kunne ønske os - det er trods alt et greatest hits-album, bandet er på tour for at promovere. På de to seneste udgivelser har bandet vendt udtrykket mod en mere countrypræget retning. I live-leveringen virker numre som "Lost Highway" og "Who Says You Can't Go Home" som diametrale modsætninger til "Bad Medicine" og "Lay Your Hands on Me" – sidstnævnte fungerer som et af aftenens højdepunkter med Sambora på leadvokal.

"The more things change, the more they stay the same", synger Jon Bon Jovi. I dette tilfælde giver det mening. Da Bon Jovi fandt sammen igen, efter den endeløse "New Jersey"-tour tilbage i slutningen af 1980'erne, og indspillede "Keep the Faith"-albummet i 1992, grinede verdens musikpresse ad New Jersey-gruppen. Grunge prægede Nordamerika først i 1990'erne, og britpop herskede i England – alt, hvad Bon Jovi stod for, var passé. Alligevel blev albummet "Keep the Faith" en megasucces, specielt i Europa. Bon Jovi er forblevet tro mod, hvad de er, selv om tiderne har forandret sig – hvilket for alvor giver pote nu, specielt i Nordamerika.

Endnu en aften på kontoret
I VH1's Behind The Music omhandlende Bon Jovi er Jon Bon Jovi den første til at indrømme, at bandet er et brand, en forretning. Personligt har han et kontor i New York, hvortil han hver dag tager ind for at skrive musik fra klokken 8-16. I forbindelse med gruppens niende studiealbum "Have a Nice Day" (2005) blev den amerikanske version af singlen "Who Says You Can't Go Home" udgivet som en duet med countrysangerinden Jennifer Nettles fra bandet Sugarland. Singlen strøg direkte ind som #1 på Billboards Hot Country Charge. Bon Jovi modtog senere samme år en Grammy for bedste countryduet. Da Bon Jovi udsendte deres næste album, "Lost Highway" (2007), strøg det, grundet det nyhvervede countrypublikum, direkte ind som #1 på den amerikanske Billboard. En placering, Bon Jovi ikke havde oplevet siden udgivelsen af "Slippery When Wet" 20 år tidligere.

Jep, Bon Jovi er en kalkulerende business. Dog kan ingen tage fra bandet, at de kontinuerligt har været blandet de mest sælgende i USA gennem 20 år. Denne, "The Greatest Hits Tour", er bandets 14. verdensturné på 20 år – en turné, der indeholder 60 koncerter fordelt over kun 10 måneder – ret enestående turnéaktivitet.

Manden i front synger stadig, som om han var 18 år gammel, spiller ping-pong med publikum og giver sig fuldt ud. At vi har hørt hans hits i tusinde andre sammenhænge gennem de sidste 15 år, skal jo ikke ligge ham til last. Jeg blev glimrende underholdt denne aften i Vancouver, og følte mig hensat til teenagerværelset på Djursland tilbage i sen-1980'erne. I Bon Jovis selskab (på pladespilleren) dengang syntes Djursland meget tæt på New Jersey.   

Aftenens koncert bød ikke på de store overraskelser. Man kan spørge sig selv: Behøver Bon Jovi at komme op med nye ting? Om man kan lide gruppen eller ej, må man jo tage hatten af for, at de siden debuten "Bon Jovi" (1984) har været med helt fremme – har udgivet og turneret mere end de fleste bands. Respekt herfra, og tre stjerner til Bon Jovi.

 

Bon Jovi spiller i CASA Arena i Horsens 19. juni. Køb billetter via GAFFA Live.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA