x
Mogwai: Store Vega, København

Mogwai, Store Vega, København

Mogwai: Store Vega, København

Anmeldt af Christian Erin-Madsen | GAFFA

Selve følelsen af Mogwais univers er en interessant størrelse. I et post-rock-spænd imellem det følelsesladede, navlepillende og det eksorbitant eksplosive. Imellem det melodiøse fingerpicking, hvor salens stilhed kan (be)mærkes, og over til det flænsende, voldtagende støj, der rammer, så man lige skal bevare fodfæstet. Et sted herimellem kan man finde sit eget fodfæste, koble en drøm eller noget visuelt på, måske svarende til aftenens baggrundslærred, der momentant viste små videoer. Det er blandt andet dét, Mogwai evner så godt. At åbne den dør.

Det voluminøse decibel-høje udtryk er desuden blevet en del af deres særkende. I en sådan grad at en tilskuer på et tidspunkt i kådhed gjaldede "Louder", hvortil forsanger Stuart Braithwaite straks svarede: "The law in your country says we can only play at a certain volume. So next time don't go and vote for such idiots". Overordnet må det dog siges, at den ekstraordinære volumen ikke er et kriterium for en god Mogwai-oplevelse.

Effekten af at mærke lyden som en knytnæve i mellemgulvet er vigtig, men det gjorde man også flere gange denne aften, eksempelvis på de nye numre "Rano Pano" og "San Pedro". Den ekstra støj kan i vid udstrækning snarere ses som et afhængighedsforhold, bandet engang har suget kræfter igennem, men som de selv har fortalt, har det formentlig også medført, at nogle er gået fra deres koncerter før tid. Uanset hvad er det ikke en nødvendig del af en Mogwai-oplevelse at komme op på 110 dB eller højere for at aflevere deres udtryk - og så kan man endda godt have dem mistænkt for flere gange denne aften at skide på reglerne og alligevel give los.

Mestendels nyt

Det var yderst glædeligt, at vi fik den fremragende "Christmas Steps" fra deres "Come On Die Young" fra 1999, samt den efterhånden signaturstærke "New Paths To Helicon, pt.1", der blev udgivet på single før deres debut, men siden har ligget som en darling og et godt støjende eksempel på deres udtryk igennem deres fortsatte karriere. Deres seneste album "Hardcore Will Never Die, But You Will" er gennemarbejdet godt, men det kan alligevel ærgre, at de spillede hele ni ud af albummets ti sange, hvilket dermed kun efterlod plads til fem eksempler fra deres øvrige karriere. Herunder kun ét nummer fra "Mr. Beast" ("Auto Rock") og ét nummer fra "Mogwai Young Team" – til gengæld et af de bedste: "Mogwai Fear Satan".

Ærgerligt fordi det trods alt er numre fra tiden imellem – og særligt på - disse to album, der så eminent tegner billedet af Mogwai, og hvorfor de er regnet blandt de ypperste indenfor deres felt. Vi måtte dermed – for blot at nævne nogle - undvære fantastiske numre som "Like Herod", "R U Still In 2 It", "Glasgow Mega-Snake" og også "I'm Jim Morrison, I'm Dead" samt "2 Rights Make 1 Wrong". Det skal hertil understreges at koncerten, med sine godt en time og 40 minutter, ikke savnede længde. "Mogwai Fear Satan" samt de afsluttende fem minutters feedende dronestøj, hvor bandet havde forladt scenen, hjalp på det regnskab, men det er heller ikke længde, der alene afgør en koncerts kvalitet. Et absolut kærkomment bidrag var, at de havde inviteret en sjettemand, Luke Sutherland (også kendt fra Jomi Massage og Bows), som frekventerede scenen på violin. Det løftede eksempelvis "Christmas Steps" til en vanvittig flot afslutning.

Det er netop spændet imellem at føle sig konstant på tæerne, at føle sig Hunted By A Freak og alligevel at overgive sig, at lade Mogwai være Friend Of The Night, der åbner muligheden for at lade sig betage. Det er det, de er så fortrinlige til. Om end de to nævnte sange aldrig kom, var Mogwai stadig drønprofessionelle og stilsikre denne aften udi at fremmane den effekt.

 

Mogwai spiller på VoxHall i Århus 31. marts. Køb billetter via GAFFA Live.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA