Michael Monroe: The Rock, København

Michael Monroe, The Rock, København

Michael Monroe: The Rock, København

Anmeldt af Peter Béliath | GAFFA

Adræt som en panter sprang Michael Monroe ind på scenen. Der var ikke så meget som et eneste gram overflødigt fedt på hans krop. Men der var skam sølvglimmer på hans bryst.
    
Og glimmer skal der til i Michael Monroes univers. For lige siden slutningen af 1970'erne har den finske sanger været reklamesøjle for glamourøs og punket rock'n'roll. Monroes karriere startede for alvor med bandet Hanoi Rocks, som med deres særlige dødsforagt og punk-nerve dannede bro mellem 1970'ernes glitterrock og 1980'erne glam metal. Slash har taget sin høje hat af og indrømmet, at Hanoi Rocks banede vejen for Guns N' Roses.

Supergruppe i ryggen
Michael Monroe er ikke verdens bedste rocksanger. Men han er en mega showmaster, der kan få fyre som David Lee Roth og Steven Tyler (Aerosmith) til at ligne tørvetrillere. Og så er finnen tilmed et stilikon, der lever fint op til sit mytiske efternavn.

Monroes androgyne look med det lange, afblegede hår, der rejser sig som en gejser på hans skalp, har dannet skole. Man kommer ikke uden om, at Vince Neil (Mötley Crüe), Bret Michaels (Poison) og 117 andre glamourøse hårdrock-musikere helt op til vore dages Crashdïet har nærstuderet fotos af Michael Monroe. Man kommer heller ikke uden om, at Michael Monroe er en ener.
    
Og derfor kan han i dag samle en supergruppe omkring sin person. Med i Monroes slæng er sangskriveren og guitaristen Ginger (Quireboys, The Wildhearts, Brides Of Destruction m.fl.), guitaristen Steve Conte (Company Of Wolves, New York Dolls m.fl.), bassisten Sami Yaffa (Hanoi Rocks, Jetboy, New York Dolls m.fl.) og trommeslageren Karl "Rockfist" Rosqvist (Steel Prophet, The Chelsea Smiles, Danzig m.fl.). Og det er et tæt sammenspillet band. Formentlig det bedste band, Michael Monroe nogensinde har haft i ryggen.

Ånden fra 1978

Monroes band har netop udgivet albummet "Sensory Overdrive". Glansnummeret herfra er singleudspillet "'78". I Monroes eyeliner-sminkede øjne var 1978 et særligt år, hvor der skete skelsættende ting både i musikken og i ungdomskulturen. Som han synger: man kan tage knægten ud af '78, men man kan ikke tage '78 ud af knægten. Og der var da også masser af '78-ånd over koncerten på The Rock. Men med en fyr som Ginger i besætningen var der garanti for, at musikken havde kant og relevans i det 21. århundrede.
    
Brandnye sange fra "Sensory Overdrive" blev blandet op med højdepunkter fra Michael Monroes bagkatalog. Det var tydeligt, at selv purunge fans var kommet for at høre Hanoi Rocks-klassikere som "Motorvatin'", "Malibu Beach Nightmare" og "Back To Mystery City".

Men iveren kom også op i publikum, da Monroe & Co. spillede pænt aggressive coverversioner af The Damneds "Love Song", Johnny Thunders and the Heartbreakers' "I Wanna Be Loved" og Nazareths gamle betonrock-slagsang "Not Fakin' It".

Opgør med borgerlige normer
Tempoet var generelt højt. Men den eneste, der ikke lod til at tabe pusten, var kapelmesteren selv. Michael Monroe var i konstant bevægelse. Han lavede badutspring og akrobatiske øvelser, når han da ikke truttede løs i sin vinrøde saxofon.

Tynd og senet legemliggjorde Monroe alt det, der er fedt ved rock: den evigtunge livsglæde parret med følelsen af ikke at passe ind i samfundets borgerlige normer. Og selvfølgelig fik vi en højenergisk version af Monroes store utilpassetheds-hymne: "Dead, Jail Or Rock 'N' Roll". Det var blæret. Men på den charmerende måde.
    
Der blev sågar plads til et par numre af Demolition 23, bandet som både Monroe og Sami Yaffa var medlemmer af i midten af 1990'erne. Demolition 23 blev desværre ignoreret ihjel i den grunge-grå epoke. Koncerten på The Rock mere end antydede, at Michael Monroes nye band ikke kommer til at lide samme skæbne.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA