x
Jenny Wilson: Blazing

Jenny Wilson
Blazing

Jenny Wilson: Blazing

GAFFA

2 x CD / Playground Music
Udgivelse D. 06.04.2011
Anmeldt af
Erik Barkman

Et unplugged-album splejset med et remix-album. Omtrent sådan er Blazing, hvor Jenny Wilson på første cd genopfører en stor del af sangene fra forrige års Hardships-album med et gospelkor i ryggen, mens anden cd byder på elektroniske dekonstruktioner af nogle af de samme sange.

De to tilgange blotlægger modsætningerne i Wilsons udtryk. Det klæder svenskeren at lægge arm med de mørklødede stemmer i Tensta Gospel Choir: Vokalmæssigt er hun aldrig hørt bedre, og det organiske udtryk gør hendes sange sjældent fremkommelige. Stadig går folkeskolepercussion og slatne håndklap ikke optimalt i spænd med arty synth-pop. Omvendt med "remixene", hvor sangene skrælles helt ind til deres kolde kerne. I Beyond That Wasteland skal vi gennem en to minutter lang hyletone og seks minutters forvrængede samples, før omridset af Bad Waters fornemmes.

Blazing viser Wilson fra både hendes mest og mindst tilgængelige side. Men den svenske diva er allerbedst, når hun får kunst og kommers til at gå op i en højere enhed, og det gør hun mindre end vanligt her.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA