x
Noah And The Whale: Lille Vega, København

Noah And The Whale, Lille Vega, København

Noah And The Whale: Lille Vega, København

Anmeldt af Simon Christensen | GAFFA

Den londonske kvintet gik på scenen, da de sidste toner i en instrumental version af "Bohemian Rhapsody" døde ud til et noget overdrevent lysshow. I midten stod forsanger og guitarist Charlie Fink, der ligesom i bandets begyndelse egentlig var singer-songwriter og det klare lyriske og kompositoriske omdrejningspunkt; en tragikomisk, velformuleret fyr, der desværre også lider undet det paradoks - ligesom en komiker, der kun er sjov, når han slår sig - at Noah And The Whale er bedst, når det tydeligvis gør ondt i sjælen hos Charlie Fink.

Bag sig har den engelske gruppe tre forskelligartede album: "Peaceful, The World Lays Me Down" (2008) er den skæve, simplistiske indiefolk-debut, "The First Day of Spring" (2009) et undervurderet, men meget afdæmpet smertefuldt breakup-album (om eks-kæresten Laura Marling) og "Last Night On Earth" et nærmest pompøst poprock-album, som live udvikler sig med powerpoppens svulstighed.

Særligt var det overraskende, at Noah And The Whale tiltrækker så stort et publikum. Den afskrækkende følsomhed, indlejrede sorte humor og folk-inspirerede lyd bliver nemlig modstillet af et appellerende forkælet kostskole-rock, kærlighedsnarrativer og et charmerende publikumstække. Der var skrigende piger, bløde mænd og forelskede par, der uhæmmet snavede hinanden i knæ; selv diskokuglen og fællessangen satte i gang i Lille Vega.

Hvornår blev Noah And The Whale et sådant hit?

Jo, det skyldes nok, at Charlie Finks sangskriver-egenskaber har et niveau, der gør, han kan opfinde melodier, arrangere det som stadionrock og samtidig har en autoritet som en personlig Jarvis Cocker-lignende singer-songwriter.

Barndomsvennerne i bandet spillede tight, Tom Hobden spiller med vitalitet, men også ukomplicerede ting på sin violin, men resten tilførte desværre intet ekstraordinært ud over at trække udtrykket hen imod en smilende kedelig mainstream. Noah And The Whales problem er nemlig, at de nye numre som "Life Is Life", det opløftende singlehit "Tom Petty Tribute" ("L.I.F.E.G.O.E.S.O.N.") og "Give A Little Love" er lidt meget lige ud ad landevejen.

Den dødkedelige "Touch Me I'm Sick" (som man ønsker sig en titel, men som vist nok i virkeligheden hedder "Just Before We Met"-et-eller-andet) er et godt eksempel på, hvad deres tredje album kan tale med om: småproblemer i overklassen. Der er altså meget lidt arbejdsklasse eller kunstnerisk nødvendighed i lyrik eller musik. Der er ingenting at elske og ingenting sådan rigtigt at hade. Intet at huske. Man keder sig bravt i perioder og trøster sig med godt selskab og kolde øl.

Åbningsnummeret "Blue Skies" fra det andet album havde til gengæld et andet nærvær, som også trækker på en smal Blur-pastiche og også varslede, at koncerten skulle bestå af et optimistisk sæt. "Wild Thing" har på grund af sin titel og omkvæd sådan lidt Lou Reed over sig, når Charlie Fink synger langsomt med sin rungende bas.

Akustiske perler

Koncertens klart fineste momenter var under det langsomme del af sættet, som rimeligt corny blev præsenteret: "if you wish... you can," og så blev der skreget og snavet påny, inden "The Line" og "My Door Is Always Open" blev leveret som akustiske americana-perler.

Som afslutning blev der sat kraftigt tempo og fest i menageriet med gennembrudsnummeret "Shape Of My Heart" i en rocket udgave og "Hello Irsk Folkemusik"-versionen af "Rocks And Daggers", inden det følsomme nedlæg, passende sådan en solbeskinnet april-dag, med "The First Day Of Spring".

Det virker nemt at konkludere, at det gamle materiale er det bedste, og at mainstream er kedeligt, men bør vi ikke indrømme, at der kan være noget om snakken. At en sangskriver har en anden nødvendighed som debutant. At når et orkester anvender virkemidler, der rammer bredere, så kan de også miste kant? En charmerende, hurtigt fordøjet koncert er et trekløver værd.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA