x
Burhan G: Store Vega - København

Burhan G, Store Vega - København

Burhan G: Store Vega - København

Anmeldt af Sohail Hassan | GAFFA

Burhan G er en klog mand. Han ved hvad han har gang i, og koncerten på Store Vega beviste at han er gået den helt rigtige vej. Lige ind i hjertet hos en stor dansk fanskare. Koncerten blev flyttet fra Lille Vega til et fuldstændigt udsolgt Store Vega. 

Den fantastiske pop-smed er og har om nogen været en banner-fører for den bølge af stor-hittene danske romantiske croonere som stormer frem. 

Koncerten var den anden på hans minitour, efter åbningskoncerten i Roskilde dagen før. Dagen efter er det Odense og så Århus. Men som Burhan sagde er København hans by.

Sparsom opstilling
Burhan lod vente på sig. Koncerten, som var annonceret kl. 21, startede først lidt i 22, og dj'en nåede at varme publikum op, og de nåede at køle af igen inden det gik løs.

Burhan blev backet af keys, trommer, bass samt playbackkor og et sparsomt lysshow. Ikke et stort anlagt show, da det var planlagt til Lille Vega, men som det skulle vise sig senere, blev der kompenseret. Lyden var faktisk helt fin, måske med lidt problemer når det bragede helt løs, hvor det kunne være svært at høre ham. 

Publikum var klart mere til det danske
Med trenchcoat og nedringet T-shirt, som lige afslørede tusherne på overkroppen, fremførte Burhan det ene hit efter det andet, med sin sædvanlige charme, men med de sidste års succeser i ryggen og det store publikum var det en langt mere selvsikker Burhan end tidligere.

Åbningnummeret var fantastiske I Stedet For Dig, som selvfølgelig gik rent ind hos publikum. Derefter blev talkbox'en kørt ind, og Burhan fulgte op med et par af de gamle gennembrudshits på engelsk. Han er stadig megarå på talkbox, men de engelsksprogede numre Playground og Can't Let u Go var kun en succes hos de gamle fans, da de skiller sig en del ud fra hans nyfundne stil. Som en lille gimmick gav han en cool rocket key-tar-synth-intro til Who Is He. Underligt spillede han ikke Breakout, men numrene i den gamle stil skulle vist bare overstås.

Derefter blev pianoet kørt ind, og så gav Burhan sin sædvanlige hyldest til sit altoverskyggende idol Michael Jackson med sin version af nummeret Jackson 5 nummeret "I'll Be There". Igen superflot.

Stjernerække
Ingen tvivl om at Burhan G, med sit velspillende band, sin scenetække, musikalitet og fantastiske sangevner tilfredsstillede det fremmødte publikum, men han vidste godt der skulle noget ekstra til for at toppe. Siddende ved klaveret forklarede han at han ville bryde lidt med traditionen og hylde nye stjerner frem for gamle. Som han sagde: "Jeg har gaver med". Så trådte Xander ind, og publikum gik amok. Sammen fremførte de Xanders Det Burde Ikke Være Sådan Her. Stjernerækken af gæster fulgtes af Joey Moe og Rasmus Seebach, som også begge fremførte et af deres hits med Burhan på klaver. Nik og Jay dukkede dog ikke op, da Burhan fulgte op med sine egne romantiske ballader Tættere På Himlen, Kun Dig, Sommeregn og Søvnløs

Fræk og flirtende
Burhan gav den ikke for lidt gas over for de mange kvinder i publikum. T-shirten kom af til alle pigernes fryd. En pige blev hevet op på scenen og bogstavelig talt lagt ned. Ingen tvivl om at Burhan har ramt en nerve med sine intime tekster og gedigen romantiske poesi, der rammer lige i hjertekulen hos pigerne. Piger i alle aldre og sågar nogle af deres medslæbte kærester sang med på samtlige numre hele vejen igennem koncerten. Ikke mindst da tåreperseren Mest Ondt blev fremført, dog uden Medina. Burhan behøvede næsten ikke at synge selv.

Mere i posen
Koncerten sluttede efter kun lidt over en time, men det skulle vise sig at der var adskillige ekstranumre. Først og fremmest Kryptonit, som blev fulgt op at et helt nyt nummer i samarbejde med rapperen Ankerstjerne (tidligere kendt som Jinks), Tag Hvad Du Vil, og så kom det nummer som man jo vidste ville komme: Jeg Vil Ha Dig For Mig Selv. Derefter var koncerten slut, og det meste af publikum stormede mod udgangen og stormede ind igen, da de kunne høre Burhan sige: "I troede da ikke jeg kom til den her fest uden mine venner", og ind kom de så, dem som publikum havde råbt på i lang tid, Nik og Jay. Publikum gik helt bananas. Godt træk. Sammen fremførte de klååb-hittet Fest i en brag af en afslutning.

Da alle kom frem og bukkede til sidst til bragende klapsalver, lød det fra en helt klart rørt Burhan G: "Det her er jo en festival".

Jeg skal være den første til at indrømme at Burhans skift fra engelsk r&b i verdensklasse til danske club- og pophits ikke faldt i god jord hos mig. Men jeg må i den grad bøje mig for hans valg og ønske ham tillykke med den velfortjente succes.

Havde det ikke været for den noget sparsomme opsætning og det båndede kor, havde jeg ikke tøvet med at give koncerten topkarakter.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA