x
Joan Baez: Værket, Randers

Joan Baez, Værket, Randers

Joan Baez: Værket, Randers

Anmeldt af Michael Jose Gonzalez | GAFFA

Klokken præcis 20.00 træder efterhånden 70-årige Joan Baez alene ind på Store Scene i Værket i Randers, hvor arrangørerne har lagt op til "A Very Intimate Evening", som det står på billetten. Uden et ord til publikum slås guitaren an, og de første toner af den fine Steve Earle-komposition "God Is God" åbenbarer en fremragende akustik i rummet, der dog afslører at Baez' stemme og guitarspil ikke er, hvad de har været.

Baez fortsætter med sin fortolkning af ekskæresten Bob Dylans "Farewell Angelina", der klinger noget hult – og originalindspilningen (enten Dylans eller Baez' egen – vælg selv) er langt at foretrække. Joan Baez' største aktiv har alle dage været hendes fine fortolkningsevne og formidable vokal, hvoraf sidstnævnte ikke helt har fundet sin plads i forhold til de begrænsninger, 70 års brug af stemmebåndet har medført.

Publikum er stille under numrene, og oplevelsen er faktisk ret intim. Baez forklarer, at hun i sine unge år, da hun begyndte at spille folk, særligt forelskede sig i balladerne. Især de triste af dem. En af disse giver hun et eksempel på med den smukke "Silver Dagger", hvor hun får hjælp fra sit enmandsband, multiinstrumentalisten Dirk Powell, der her assisterer på banjo. Sangen er stadig rørende, men fremstår i aften som lidt af en skygge af sig selv, hvor Baez' egentlige kvaliteter kun glimtvist skinner igennem.

"Gospel Ship" og anekdoter om mor

Fra den ganske udmærkede "Day After Tomorrow" får vi en fin version af Elvis Costellos "Scarlet Tide", der især imponerer med et flot a cappella-stykke, der lægger op til en decideret fremragende fremførelse af slavesangen "Gospel Ship". Her rammer hun virkelig plet i forhold til sangens sødmefulde tristesse, og gåsehuden melder sig, mens det under flere af de andre numre denne aften lidt føles, som om de bare skal lires af. Førnævnte "Gospel Ship" og den stærke udgave af "Just The Way You Are" er klare undtagelser.

"Love Is Just A Four Letter Word" får en lettere gumpetung overhaling, mens "House Of The Rising Sun" fremføres flot, og føles måske umiddelbart som et lidt billigt kort at spille, men til Baez' forsvar indspillede hun sangen hele fire år, før The Animals fik et hit med den udgave, de havde planket af Dylan, der så til gengæld havde planket den fra Dave Van Ronk. Efter Tom Waits' "Day After Tomorrow" og folk-klassikeren "Joe Hill" får vi Baez' 98-årige mors yndligssang, "Jesse" – i øvrigt ledsaget af en anekdote om, hvordan moderen faldt i badet sidste år og slog hovedet så slemt at hun røg i koma, og lægerne anbefalede familien at slukke for respiratoren. I det øjeblik respiratoren slukkedes, begyndte den gamle kvinde imidlertid at trække vejret, og ifølge Baez har hun det nu bedre, end hun har haft længe. Anekdoter er der mange af - både personlige og professionelle, og pulikumskontakten er - særligt i koncertens sidste halvdel - ret god. 

Afslutningen reddes

Det er udgaven af Cohens "Suzanne" til gengæld ikke. Sangen tilføres mere patos, end godt er, og en del af originalens styrke er jo netop dens klædelige underspillethed og elegante monotoni. Der slås skår i en ellers udmærket fremførelse af "Long Black Veil", da et par publikummer føler sig inspirerede til at sidde og klappe i takt med hænderne i skødet.

"Jerusalem" belønnes med stående ovation fra salen, og Baez kvitterer herfor med en halvtam udgave af The Bands "The Night They Drove Old Dixie Down", der inspirerer til yderligere taktklapperi og fællessang fra det ellers så stille og lyttende publikum.

Som ekstranummer får vi "Imagine", og selvom det selvfølgelig er herligt, at folk synger med på Lennons velmenende (men fortærskede) ord, er der også noget tåkrummende over publikums ubehjælpsomme korsang, der bringer mindelser om diverse teenage-lejrbål og morgensamling i gymnasiet. Den enligt svajende iPhone, der prøver at gøre det ud for en lighter, siger det hele.

Baez klappes ind en ekstra gang, og "Donna Donna" udgør en bedre og langt mere klædelig afslutning på en koncerten, der har vist at Joan Baez bestemt stadig kan levere fine stunder, men at hun måske burde spille kortere og mere koncentrerede koncerter for at sikre en kontinuerlig kvalitet i sine shows. Denne halvanden time i Randers har desværre været rigeligt ujævn i forhold til en kunstner af Baez' format.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA