x
Wild Beasts: Smother

Wild Beasts
Smother

Wild Beasts: Smother

GAFFA

Album / Playground Music
Udgivelse D. 09.05.2011
Anmeldt af
Michael Jose Gonzalez

Efter den mesterlige og uregerlige Two Dancers var det svært at forestille sig, hvordan et nyt udspil fra Wild Beasts ville tage sig ud, og selv om Smother godt nok er af lidt en anden støbning end sin fine forgænger, lever de vilde bæster helt uproblematisk op til kvaliteten af deres tidligere udskejelser.

Den eminente åbner, Lion's Share, øser gavmildt ud af mørk vellyd og blå stemningsfornemmelser for at blive fulgt flot til dørs af den dragende Bed Of Nails. Albummet igennem ligger små smittende melodilinjer på lur i det detaljerige lydbillede for at gå til angreb og bide sig fast, når man mindst venter det. Der er en velvoksen buket af sublime stunder at fordybe sig i, før Smother som en auditiv solnedgang imploderer i de knugende Burning og End Come Too Soon.

Smother, der er alt andet end kvælende, udgør i sin helhed en luksuriøs lækkerbisken af en lytteoplevelse, der viser, at selvom bæsterne måske har trukket kløerne en anelse tilbage, er tænderne stadig spidse. En drøm af et album, der absolut er blandt det bedste, der er kommet ud af 2011 indtil videre.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA