Fleet Foxes: Helplessness Blues

Fleet Foxes
Helplessness Blues

Fleet Foxes: Helplessness Blues

GAFFA

Album / Cosmos Music
Udgivelse D. 02.05.2011
Anmeldt af
Finn P. Madsen

Fleet Foxes var med deres fantastiske debut med til at hæve niveauet for den folk- og hippie-revival, hvor bands som Band Of Horses, Blitzen Trapper og The Low Anthem også har gjort deres entré. Færdiggørelsen af Seattle-bandets andet udspil Helplessness Blues har været udsat flere gange og har ikke været uden problemer.

Ved de første gennemlytninger er det også svært at finde debutens umiddelbare tryllebindende toner. På nær den underskønne Lorelai er her ingen Tiger Mountain Peasant Song eller He Doesn't Know Why. Musikalsk hælder Fleet Foxes stadig til The Summer of Love. Især er det påfaldende, hvor lidt bandet får sig løsrevet fra forbilleder som Simon & Garfunkel, Crosby, Stills, Nash & Young, Beach Boys og The Byrds. Sim Sala Bim og Battery Kinzie rammer lyden af slut-60'erne som en varm brise, men er også lidt for meget genbrug af forgængerens formler.

Det er på The Plains/Bitter Dancer, at der for alvor begynder at blive hevet et par eksperimenter op af hatten. En akustisk guitar slår tonen an, hvorefter et flerstemmigt kor bryder ind og eskalerer i et kæmpe organisk brus. Herefter sættes selve sangen i gang med tværfløjte og endnu et højstemt kor, der når ekstatisk klimaks. Den linje fortsættes på The Shrine/An Argument, der er mere art-rock end folk. "So now I'm older" konstaterer sangskriver Robin Pecknold på Montezuma, og det med rette. Fleet Foxes har overvundet den svære toers forbandelse og er kommet helskindet og mere vise ud på den anden side, uden at give slip på sig selv eller forbillederne.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA