Mads Langer: Behold

Mads Langer
Behold

Mads Langer: Behold

GAFFA

Album / Sony Music
Udgivelse D. 09.05.2011
Anmeldt af
Michael Jose Gonzalez

Mads Langer har scoret sig et gedigent hit med sin noget tandløse fortolkning af Olives You're Not Alone, og har man hang til mere af samme skuffe, eller er fan af Langers tidligere arbejde, kan man roligt finde læderet frem og investere i Behold, der gennemgående er Mads Langer, som vi kender ham.

Langer synger godt, spiller godt, og albummet lyder gennemgående også rigtig godt. Der er ligeledes et par fine sange på, som de flotte åbnere I'm Leaving og The River Has Run Wild samt den charmerende simple I Love You, men så stopper godbidderne også, for samlet set løfter materialet sig aldrig for alvor fra forglemmelighedens dynd.

Det er simpelthen for glat og alt, alt for sikkert. Lidt ligesom programmet til årets Roskilde Festival og M. Night Shyamalan-filmen The Happening er den største overraskelse på Behold simpelthen, at der ingen overraskelser er. Der er højt til loftet og godt med patos i det, der desværre fremstår som tilforladelige opvisninger i mangel på musikalsk originalitet. Det er både hyggeligt, melodisk og café latte-venligt, men spændende kan man ikke kalde det.

Musik behøver selvfølgelig heller ikke partout at være hverken grænsesøgende eller nyskabende. Så længe sangmaterialet er i orden, kan man jo fint klare sig med en god melodi og en akustisk guitar (eller et klaver eller en ukulele for den sags skyld). Det er desværre kun tilfældet alt for sjældent her, og det er en skam, når nu Langers tydelige talent ellers skinner igennem på så mange andre måder.

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA