x
Sorten Muld: VoxHall, Aarhus

Sorten Muld, VoxHall, Aarhus

Sorten Muld: VoxHall, Aarhus

Anmeldt af Jesper Rise Børjesen | GAFFA

Der har ikke været mangel på gendannede danske bands det seneste stykke tid. Dizzy Mizz Lizzy, Rockers By Choice, Love Shop og så videre. Onsdag aften på VoxHall var det så igen tid til en tur tilbage i tiden. For efter næsten ti år var der atter noget, der rørte på sig i den – og undskyld den dårlige metafor – jyske muld. På scenen stod nemlig Sorten Muld, der midt i halvfemserne brød igennem med deres helt egen blanding af middelalderlige tekster, elektroniske rytmer og instrumenter som sækkepiber, fløjter og strygere.

Egentligt er det forkert at sige, at Sorten Muld er blevet gendannet. Bandet har insisteret på, at de aldrig har været opløst, men nærmere har holdt pause, indtil tiden atter var moden. Det var den så nu, og Sorten Muld var selv efter den lange pause i formidabel form. De tog handsken op, præcis hvor de havde smidt den. Orkestret var nøjagtigt det samme som ved de sidste koncerter, ja selv instrumenterne og sågar deres 16 bit-sampler var den samme som dengang.

Banjo, jødeharpe og harmonika
Sorten Muld brød de knap ti års tavshed med nummeret "Havets Farer" med en glidende overgang til "Venelite", og et fyldt Voxhall klappede, piftede og fløjtede op til de otte musikere, der helt tydeligt var spændte på, hvordan aftenens koncert skulle blive modtaget. For som de sagde, så havde de øvet og øvet, men endnu ikke nået en samlet gennemspilning af alle numrene. Alligevel førte de med sikker hånd publikum ind i deres mytiske univers af lyde og stemninger. Sjældent har der været så mange instrumenter på en enkelt scene, og sjældent er der blevet spillet så mange soloer på alt fra banjo, fløjte og jødeharpe over guitar og trommer til harmonika og sækkepiber.

Sammen med Ulla Bendixens klare, rene og overbevisende vokal tryllebandt Sorten Muld publikum med fortællinger som "Ramund", "Ravnen" og "Roselil Rose". Et publikum, der i øvrigt var sammensat af teenagere i sneakers ved scenekanten og ældre mænd og kvinder på balkonen, mens hovedvægten rent aldersmæssigt lå et sted lige midt i mellem.

En kavalkade af højdepunkter
Et af aftenens højdepunkter var "Som stjernerne på himlens blå", der blev pyntet med små energiske råb af Ulla Bendixen og en uovertruffen fløjtesolo, der burde få alle skolebørn til at tage blokfløjten fra de små klasser frem igen. At nummeret samtidig blev afsluttet med en jam-session mellem trommesæt, percussions og Henrik Munchs elektroniske beats, gjorde det absolut ikke mindre godt.

Og hvis noget var det, så var "Bonden og elverpigen" aftenens absolutte højdepunkt. Her blev det for alvor afsløret, at det ikke bare var en tilfældig skare aarhusianere, der havde forvildet sig ind på VoxHall, men at det var fans, der til stadighed lytter til de gamle albums på anlægget derhjemme. For her blev Ulla Bendixen på det nærmeste overflødig, da publikum overtog hendes sangtjans og – næsten – fejlfrit brølede to vers af sangen.

Drevet af lysten
For et par måneder siden fortalte bandet GAFFA, at det var forsanger Ulla Bendixen og keyboardspiller og rytmemager Martin Ottesens børn, der satte det hele i stå dengang i begyndelsen af det nye årtusinde. Men samtidig var det også børnene, der nu satte det hele i gang igen, da de opdagede, at far og mor engang havde været stjerner.

Ser man bort fra et par små fejl, som en sækkepibe, der pludselig ikke ville mere, så var aftenens koncert ikke bare en sørgelig reunion for gamle dages skyld, men en koncert for otte musikere, der var drevet af lysten til at pudse de gamle numre af og atter dele dem med publikum. At dømme efter aftenens modtagelse, den spontane kædedans rundt i salen og det nærmest uendelige bifald efter sidste nummer bliver det med garanti et hit, hvis gruppen vælger at udvide touren, der lige nu kun består af tre koncerter.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA