x
Nouvelle Vague: Store Vega, København

Nouvelle Vague, Store Vega, København

Nouvelle Vague: Store Vega, København

Anmeldt af Per Bloch | GAFFA

"Bonsoir Copenhague!"
På en af de første spæde forårsdage fik København besøg af det franske musikerkollektiv Nouvelle Vague. Fin timing, for hvad er mere ideelt alt indlede sommeren med end bossa nova-arrangementer af covernumre af new wave-, punkrock- og post-punk-klassikere?

De to faste medlemmer Olivier Libaux og Marc Collin har følgeskab af sangerinderne Lisette Alea (gul kjole) og Melanie Pain (blå kjole), samt en bassist og en trommeslager.

Nye bølger
Det er som om bandet lige skal lande på scenen, og som om publikum lige skal orientere sig. Men da først musikken har indtaget rummet, og vi lyttende har set de franske gæster an, så viser der sig et festligt, alsidigt og indsmigrende bekendtskab. Den eneste som ikke bløder op i løbet af koncertens fem kvarter er Marc Collin, der bag sine tangenter ligner en forstenet og komplet uimponeret snoredukke: kun hans hænder bevæger sig over tangenterne. Olivier Libaux derimod har nærvær og overskud. Ikke mindst i sit præcise og klangfulde guitarspil. Sammen med bassen og trommerne er den rene og akustiske guitar bærende i lydbilledet.

Vi er ikke mange numre inde i sættet før mit følgeskab storsmilende udbryder, at han er smaskforelsket i de to franske chanteuses. Jeg er delvist enig, men også med en klar fornemmelse af, at deres teater somme tider spænder ben for projektet. Men måske er det en del af missionen? Når man fortolker en æras politiske budskaber og aura med 60'er-stil, franske noter og bossa-stil, så er ironien tyk og må serveres med et glimt i øjet og en vis form for distance.

Hvad der i hvert fald ikke må være tvivl om er, at det er mere end klædeligt at lade punkens hymner få både en charme og sensualitet, som de i deres originale klæder på ingen måder har. Hvis det er kollektivets incitament - som en ny bølge, une nouvelle vague, a new wave - at inspirere til at se og lytte med friske sanser, så kan meget accepteres.

"À Bientôt Copenhague!"
I "Guns of Brixton" og "Human Fly" går det hele op i en højere enhed. Teatret, publikumsinteraktionen, musikken. Og kulminerer i "Too Drunk To Fuck" og "God Save The Queen", der først rocker og siden er intim og følsom. Jeg har ikke før lagt så meget mærke til ordene i disse musikalske manifester, hvilket også må være er en af genreskiftets fordele.

Ud af sættets tyve numre er kun tre på fransk, hvilket ærgrer mig. Jeg havde håbet på en større dosis til mit frankofile legeme. Og gerne fra det nyeste og udmærkede album "Couleurs Sur Paris". Men ellers er udvalget af numre en fin greatest hits-kompilation. Og det er svært at blive andet end charmeret af de engelske ord med fransk accent, de bossaficerede udgaver af f.eks. "Just Can't Get Enough" og de to frontkvinders magiske energi.

Førstehåndstrykket af de franske gæster var lidt tamt og afmålt, men det ændrede sig som nævnt hurtigt til en livlig og mangefacettet affære. Sidstehåndsintrykket ligger ganske vist uden for koncertsalen, men er alligevel en del af helhedsindtrykket: Mit følgeskab, der er mere end positivt overrasket over koncerten, vil gerne købe en cd med hjem. Ved merchandisestanden viser det sig, at det er Marc Collin selv, der står for salget. Ham med tangenterne, snorene og det forstenede udtryk. Nok er det effektfuldt at lade en fra bandet stå der, men effekten er i dette tilfælde ikke positiv: "Jeg ville gerne, men jeg tør ikke gå hen til ham."

Vi lader vi musikken stå, attituden ligge og stemningen forplante sig.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA