x
John Grant: Koncerthuset, Studie 2, København

John Grant, Koncerthuset, Studie 2, København

John Grant: Koncerthuset, Studie 2, København

Anmeldt af Peter Lykke Madsen | GAFFA

Der er næsten fyldt helt op på stolerækkerne i DR Byens Studie 2 da John Grant træder ind på scenen. Der bliver lagt ud med nummeret "You Don't Have To", som vel ikke som sådan kan betegnes som ny, da det har figureret i Grants livesæt i en del tid, men nummeret kommer altså først med på den næste Grant-plade bliver vi fortalt fra scenen. Herudover er det naturligves det aldeles glimrende debutalbum "Queen of Denmark" fra sidste år som udgør skelettet af aftenen, og John Grant er god til hele vejen at introducere sangene og fortælle lidt om baggrundhistorien bag sangene. F.eks. handler om "Sigourney Weaver" om da Grant flyttede til Chicago, og han forsikrer os også lige om at "Where Dreams Go to Die", med den enestående linje: "I regret the day your lovely carcass caught my eye", ikke er en kærlighedssang selvom det måske kan lyde sådan.

På pladen har John Grant Midlake med som backing band, men på aftenen er det kun ham selv og pianisten Chris Pemberton, og det klæder faktisk de fleste af sangene rigtig godt at blive fremført i mere enkle udgaver. Grant og Pemberton bytter aftenen igennem plads ved enten pianoet eller keyboards, godt smurt ind i effekter. Efter koncerten lader det til at selvsamme keyboards deler publikum i to lejre: de der syntes at de blev alt for meget, og de der syntes, at de gav en god kontrast til det virkelig flotte og meget pæne lydbillede som koncerten ellers  præsenterede. Her må man også sende en stor ros efter lyden i Koncerthuset, måske det alligevel var alle pengene værd.

Selvlede og sarkasme
Ovenstående er en grov inddeling af John Grants sange, hvor en grundlæggende tvivl på egne evner ofte bliver udtrykt med megen humor og sarkasme, f.eks. på "Silver Platter Club" hvor Grant begræder sine manglende evner ud alverdens sportsgrene bl.a. med linjen: "I wish I had the brain of a tyrannosaurus rex, so I wouldn't have to deal with all this crap". Eller på "Jesus Hates Faggots" hvor det lyder at han også hader "postal clerks who waste your time" og "men who cannot tame their wives". Det ret bemærkelsesværdigt hvordan Grant i den grad er i stand til at pakke virkelige alvorlige emner ind i ganske morsomme og underholdende sange. Grant er selv inde på at han ikke skriver ret mange positive sange, for de bliver nemt alt for "cheesy if you don't get it right, and as you know a lot of people don't". Som optakt til "Chicken Bones", en sang om Grants egen racisme, forklarer han at man som tommelfingerregel kan gå ud fra, at jo gladere en melodi er, desto mere alvorligt er emnet i sangen.

Som vi nærmer os slutningen af koncerten er det dog som om vi bevæger os lidt væk fra sange med glimt i øjet, og nu går rent på med de alvorlige emner. To sange af Grants gamle band, The Czars' "L.O.S." og i særlig grad "Drug", som angiveligt handler om engang hvor Grants pusher var ved at dø på hans sofa, fører an i den nu mere rene dyrkelse af depressionen. John Grant synger aftenen igennem virkelig flot, og der er koncerten igennem ikke mange fejltrin at spore på scenen, men på en eller anden måde virker det hele også en smule afmålt og meget korrekt, og man kunne mangle lidt kant. Måske er det de noble rammer hvor bl.a. Carl Nielsen kigger med fra væggen, måske er det fordi Grant har spillet den samme sætliste igennem et længere stykke tid, eller måske skal anmelderen bare lade være med at være så sur. Fire store stjerner og et tak for en flot aften til John Grant.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA