x
Michael Nyman: Den Sorte Diamant, København

Michael Nyman, Den Sorte Diamant, København

Michael Nyman: Den Sorte Diamant, København

Anmeldt af Ras Bolding | GAFFA

Den engelske komponist Michael Nyman er utvivlsomt bedst kendt hos den brede befolkning for sine soundtracks, herunder samarbejdet med Peter Greenaway og ikke mindst til Jane Campions "The Piano", og med sit besøg i Den Sorte Diamant denne fredag aften gjorde Nyman intet forsøg på at ryste soundtrack-rollen af sig, måske snarere tværtimod, for det var en aften, der kom til at handle om film i lige så høj grad som musik - måske først og fremmest samspillet de to medier imellem.

 

Romantisk pianist

Aftenen indledtes ved en kortfilm, instrueret af og med musik af Nyman, hvorefter der var dømt solopiano, hvor Nyman selv, under fornem applaus, spillede uddrag fra nogle af sine soundtrack-kompositioner, fortrinsvis hentet fra netop "The Piano", hvorfra "The Heart Asks Pleasure First" blev noget nær et regulært hit for komponisten tilbage i halvfemserne. Musikken er da også en overraskende vellykket fusion mellem romantisk piano og minimalisme, og selvom "The Heart Asks Pleasure First" efterhånden har indgået i et hav af sammenhænge, fra tv-reklamer til new age-opsamlinger, så mindede Nymans optræden om, hvor velfungerende nummeret rent faktisk er, med sine tydelige romantiske og melodiske kvaliteter. Samtidig må det nok også siges, at Nyman selv ikke fremstod som den urørlige og fejlfri pianist; skal sandheden frem, så sneg der sig flere småfejl ind undervejs, men i mine ører gjorde det ikke så meget, for i komponistens egne fortolkninger af værkerne blev der i højere grad spillet på netop de romantiske kvaliteter; her var større dramatisk dynamik til stede såvel som mere frit flydende tempo sammenlignet med de versioner, der forefindes på den officielle soundtrack-udgivelse.

 

Strygerkvartet

Herpå fulgte endnu en kortfilm, akkompagneret live fra piano af Nyman, som var det en gammel stumfilm, hvilket fungerede fint og vidnede om en tabt kunstart. Og netop idéen om det tabte, det forsvundne eller forfaldne, gik igen i filmen "Cine Opera", nok engang filmet og instrueret af Nyman og med musik af selv samme, denne gang fremført live til filmen af danske Athelas, bestående af to violiner, bratsch og cello. Filmens billedside beskæftigede sig med en forfalden og forladt biograf i Mexico, og selvom musikken faktisk ikke oprindeligt var komponeret til disse billeder, så syntes den, med sine ofte meget længselsfulde og til tider næsten smertelige passager, at passe perfekt ind i sammenhængen. Der var en drømmende og spøgelsesagtig karakter over musikken, som blev forstærket af billederne af den glemte biograf, som en klagesang over det, der var engang, og musik såvel som film høstede stort bifald.

 

Snak og intertekstuelt filmnørderi

Efter en lille smule talkshow, hvor Politikens Michael Bo stillede spørgsmål til Michael Nyman, fortrinsvist om dennes rolle som soundtrack-komponist, var der tyve minutters pause, hvorefter filmen "NYman With A Movie Camera" vistes, en parafrase, så at sige, over Dziga Vertovs "Man With A Movie Camera", klippet og redigeret af Nyman og med musik af selv samme, naturligvis. Der var flere gode billedidéer og montager undervejs, men det kan være svært for alvor at holde interessen hos seerne i mere end en time uden plot og dialog. Der var perioder, hvor man tog sig selv i at tænke fattigmands-"Koyaanisqatsi", men musikken fungerede fornemt hele vejen igennem, om end det måske havde været mere interessant, om den havde været opført live, selvom de praktiske omstændigheder i dette tilfælde ville have vanskeliggjort det, mildt sagt. Filmskaberen Nyman er ikke uinteressant, men der er nok ikke den store tvivl om, at evnerne er større hos komponisten Nyman.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA