x
Cat's Eyes: Cat's Eyes

Cat's Eyes
Cat's Eyes

Cat's Eyes: Cat's Eyes

GAFFA

Album / Polydor
Udgivelse D. 26.04.2011
Anmeldt af
Christian Erin-Madsen

Der er mange sideprojekter med umage par, men de færreste er så atypiske som dette. Faris Badwan fra London, kendt som frontmand i postpunkede The Horrors, splejset med den canadiske operasopran Rachel Zeffira. Resultatet er en interessant tosidet mønt med Nick Cave-mørk og psykedelisk dysterhed på den ene side og ømt, svævende klassisk akkompagnement tilsat sopranstemme på den anden side. Dog mest af sidstnævnte. Det interessante er, at mønten ikke lander plat - snarere organisk spændende med hendes lyse indgang fremkaldt igennem hans ofte distortede eller mørke bidrag.

I'm Not Stupid og I Knew It Was Over er begge skønne og blomsterblide, mens man på duetten til den selvbetitlede Cat's Eyes fornemmer hans forkærlighed for 60'er-produktioner med pigegrupper og på Over You får en inspirerende frisk poppet skæring.

Det er et pirrende stykke arbejde, som – på trods af enkelte ligegyldigheder som den stilsøgende Sooner Or Later og den Hawaii-afslappede Not A Friend – fortjener ros for et umage stilistisk crossover, der er umagen værd.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA