x
Seun Anikulapo Kuti & Egypt 80: From Africa With Fury: Rise

Seun Anikulapo Kuti & Egypt 80
From Africa With Fury: Rise

Seun Anikulapo Kuti & Egypt 80: From Africa With Fury: Rise

GAFFA

Album / Because
Udgivelse D. 04.05.2011
Anmeldt af
Torben Holleufer

Forskræppet har virkelig været lovende omkring det ventede andet album fra Seun Anikulapo Kuti. For hvor storebror Femi foretrak at droppe enhver tanke om at blive arvtager til farens band, så blev det den langt yngre bror, som påtog sig opgaven at tumle med de erfarne musikere i Fela Kutis sidste band, Egypt 80. Noget han i øvrigt har gjort med stor succes, både på plade og til de medrivende liveshows. Ikke helt oppe på storebrors niveau, men mindre har også kunnet gøre det.

Storebroren har med årene udhviklet en hybrid, som er langt mere funky end farens traditionelle afrobeat, med det tilbagelænede beat og de karakteristiske dobbelt slag på de to træstykker, som kaldes claves. Og det er i høj grad den vej Seun nu er gået på dette veloplagte album, som – kan jeg allerede røbe – er væsentlig bedre end debuten. Og det føromtalte forskræp har ikke mindst talt om en vis Brian Eno som det nødvendige fliter i den afsluttende proces, og det har omgående givet en langt mere afklaret og spændende produktion, ligesom årene på landevejen har fået de gamle drenge til i den grad at tage Seuns kraft og ungdom til sig, så de nu virkelig kommer ud over stepperne. Tag bare et nummer som For Dem Eye, titlen selvfølgelig traditionel Kuti med det politiske budskab på broken english lige i synet, men med de føromtalte claves kørende med rum på, så de udgør en slags drone, der peger hen mod noget, som Enos gamle ven, Bill Laswell, kunne have gjort.

Det er et album, som aflægger betydelige løfter mod det store showdown med storebror på Roskilde om et par måneder. For nu har også Seun formået at flytte sig ud af farens skygge med et afrobeat, der er umiskendeligt Kuti og yoruba, men hvor hver en drejning og riff sidder formidabelt lige mellem øjnene, mens benene danser derudad.

Superskive fra Seun og de gamle drenge.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA