x
Roger Waters: The Wall, Parken, København

Roger Waters, The Wall, Parken, København

Roger Waters: The Wall, Parken, København

Anmeldt af Mikkel Elbech | GAFFA

Så fandt opførelsen af et af musikhistoriens største og vigtigste værker endelig sted i Danmark. Pink Floyd-albummet "The Wall" udkom i 1979 og blev opført blot 31 gange i de to følgende år, og kun i USA, England og Tyskland. Efter endnu et par år forlod Roger Waters bandet, for sidenhen blot at opføre sit store opus en enkelt gang mere – i 1990, året efter Berlin-murens fald, i selv samme by. Indtil den aktuelle turné med hvilken Waters har turneret massivt det forgangne halve år – og således må siges at have haft mulighed for at finpudse forestillingen, inden den i aften så ramte Danmark – og nærmere betegnet Parken i København.

Og hvad var det så, der mødte de over 40.000 fremmødte tilhængere? Waters havde på forhånd lovet, at det ville være en opdateret udgave af værket, der ville være mere universel end den oprindelige, over 30 år gamle koncertudgave. Det løfte blev også holdt, men først må det konstateres, at hovedstrukturen, arrangementerne og de grundlæggende koncepter viste sig som værende stort set identiske med det, man har kunnet høre på det officielle livealbum fra '80-'81-koncerterne, "Is There Anybody Out There?". Helt ned til "The Last Few Bricks" (det instrumentale medley lige før "Goodbye Cruel World"), den forlængede udgave af "Empty Spaces" ("What Shall We Do Now?", som man også kender fra filmudgaven), det ekstra vers i "The Show Must Go On" og sågar dedikationen af "Run Like Hell" til eventuelle paranoide personager blandt publikum. Med lukkede øjne var det således en velkendt opførelse af "The Wall". Hvilket naturligvis ingenlunde er skidt, men samtidig var der heller ingen positive overraskelser som sådan på denne front.

Det opdaterede aspekt af værket lå således frem for alt på den visuelle front. Og inddragelsen af velkendte politiske, kapitalistiske og krigshungrende skikkelser og symboler fungerede glimrende og umiddelbart fuldkommen efter hensigten. Da de store projektioner på den gigantiske mur viste billeder fra og visuelle metaforer over de aktuelle krige og konflikter og deres hovedpersoner, så gjorde det ganske automatisk et kraftigt indtryk, ikke mindst da eksempelvis fotos fra Irak-krigen blev kombineret med den øvrige kvadrofoniske sansebombning. Der skal uden tvivl en mere end almindeligt kynisk skikkelse til, hvis det skal kunne hævdes, at der ikke på den ene eller anden måde blev rykket rundt i følelsesspektret under denne koncert.

Som da "Bring The Boys Back Home" blev kombineret med billeder af børn, der forenes med deres soldaterfædre. Da bombeflyene smed kapitalistiske og religiøse symboler side om side med hinanden – både kors, jødestjerner, halvmåner, hammer og segl, Mercedes- og Shell-logoer. Eller da linjen "mother, should I trust the government?" blev fulgt op af to gigantiske projicerede ord: "FANDME NEJ!". Da navne og fotos på faldne fra Irak-krigen og ofre fra 11. september og den iranske opstand blev blandet med faldne fra blandt andet Vietnam og 1. og 2. verdenskrig. Understregningen af det universelle i værkets tematikker lykkedes altså. Så afgjort.

 

Mange intakte elementer

Derfor kan man ærgre sig over, at skridtet ikke blev taget fuldt ud. Over, at så mange elementer alligevel var forblevet intakte. Den sadistiske lærer. Konen. Den fascistiske passage. Og særligt "The Trial", der blot bestod i animationssekvensen fra filmen (dog med tilføjelsen af ordene "Go on, judge – shit on him!" projiceret ud på hele muren). Netop fordi der på denne måde var tale om en kombination af det velkendte og det helt nye, så stod det ekstra tydeligt frem, hvor effektivt det nye var – og hvor ekstremt velkendt det velkendte var.

Musikalsk set var der ikke mange fingre at sætte. I hvert fald ikke, når det først er pointeret, at Waters' band af uvisse årsager – og det gælder især trommeslager Graham Broad – piller ved nogle detaljer, der bestemt er detaljer, men som også er med til at gøre de originale arrangementer helt sublime. Det lyder ikke som om, det har været meningen at omarrangere de enkelte numre – tværtimod står det ret klart, at målet har været at gengive dem nøjagtigt, som de lød for 30 år siden. Og hvis det er målet, så er diverse idiosynkratiske variationer kun med til at skæmme det samlede indtryk. Men som sagt er det på detaljeplanet, og alt i alt er Waters' band absolut habilt, og langt det meste af tiden løftede de den tunge opgave på imponerende vis.

 

Ikke helt så fantastisk et publikum

Ved koncertens afslutning understregede Waters – der flere gange pointerede, hvordan han for 30 år siden foragtede de store rockpublikummer (den foragt, som netop var kimen til hele konceptet for "The Wall"), og hvordan han i dag elsker dem – at de fremmødte havde været et fantastisk publikum. Og han lyver formodentlig ikke bare for at være flink. Men nede blandt det åbenbart fantastiske publikum fremstod publikum imidlertid ikke helt så fantastisk.

De to åbenlyse og stærkt forudsigelige højdepunkter for massernes vedkommende var "Another Brick In The Wall, pt. 2" og "Comfortably Numb". Fair nok. Men at der så samtidig skulle kvitteres med tiltagende småsnak under det, der af visse typer må klassificeres som "de kedelige numre", kan ærgre. Det samme kan det, når der næsten udbryder slåskamp, fordi en egoistisk tosse vælger at lade vandet i et ølkrus med strintende urin på en aldeles ubegejstret herre til følge. Når der af aldeles mange gives pokker i rygeforbudet, og de store luftguitarsoli så samtidig skal foregå med en tændt smøg mellem fingrene. Når en bogorm højlydt proklamerer, at "det er sejt at provokere" i forbindelse med, at han sender en fuckfinger i retning af Waters, hver gang han kigger i retning af denne person. Når en blondine pludselig mænger sig frem for at danse Crazy Daisy-dans til "Another Brick In The Wall, pt. 2". Og ikke mindst, når det virker åbenlyst, at en betragtelig del af publikum er borgerdyr, der må formodes at være ganske langt til højre for de socialistiske budskaber, som Waters med al tydelighed prædiker fra scenen.

Det sætter spørgsmålstegn ved meningen med opførelsen af et værk som dette. Er der blot tale om underholdning; om "noget fed syrerock" fra en svunden tid; om en lørdag aften, der lige så vel kunne være brugt på at glo på alskens andre spektakulære forestillinger? Eller ligger der rent faktisk en værdi i det stærkt politiske budskab, som gør, at man med en vis rimelighed kan mene, at noget er blevet misforstået, hvis man synes, at man bare slet og ret kan give pokker i budskabet?

 

Potentiale til mere

Waters har været ganske konsekvent i forhold til sin politiske overbevisning i mange årtier nu, så at han vitterligt mener noget med sin musik og sine koncerter, kan man dårligt være i tvivl om. Han vil gerne ændre folks opfattelse. Han vil gerne have, at vi kommer til at foragte krig og kapitalisme og i stedet dyrker solidariteten og, ja, socialismen.

Men er et spektakulært rockshow foran godt 40.000 mennesker et realistisk og fornuftigt forum at levere sådanne budskaber i? Det må Waters jo mene, og i teorien kan man også godt forestille sig, at det kunne give mening. Men i praksis kom det – i hvert fald i aften – hurtigt til at handle mere om luftspade end om på kollektiv vis at tage en række samfundsvidenskabelige problematikker op til overvejelse. Og det er velsagtens også fair nok, for det absolutte flertal så jo ud til at have det fornøjeligt. Men det efterlader alt andet lige en følelse af, at aftenen havde potentiale til en hel del mere end det, der endte med at blive indfriet.

 

Læs om nogle publikumsreaktioner i GAFFAs artikelsektion


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA