x
The Kills: The Commodore Ballroom, Vancouver

The Kills, The Commodore Ballroom, Vancouver

The Kills: The Commodore Ballroom, Vancouver

Anmeldt af Rune-Leander Mikkelsen | GAFFA

Den britisk/amerikanske duo The Kills har fløjet langt under radar siden debutudgivelsen "Keep on Your Mean Side" tilbage i 2003. Guitarist og master mind Jamie Hince har det sidste års tid delt seng med Kate Moss, mens The Kills' anden halvdel, Allison Mosshart, har haft travlt med at turnere som frontfigur i Jack Whites band The Dead Weather. Med The Kills' seneste udgivelse, "Blood Pressures" (2011), er gruppen overnight gået fra undergrunds-kultstatus til at pryde forsiderne på al verdens musikmagasiner. Søndag aften løftede duoen taget på et udsolgt Commodore Ballroom i Vancouver.

Dynamisk intimitet
Et kæmpe leopardtæppe pryder bagscenen, da Hince og Mosshart indleder denne aftens koncert med "No Wow", åbningsnummeret fra deres andet album af samme navn (2005). Hince håndterer guitaren, det eneste fysiske instrument på scenen – alt andet er programmeringer, der brager ud gennem højttalerne. "The Future Starts Now", første nummer på dette års "Blood Pressures"-udgivelse, leveres som en duet. Mikrofonerne er vendt, så aftenens to hovedpersoner har øjenkontakt midt på scenen, mens Hince leverer det staccato-guitar-riff, der kendetegner nummeret. Mosshart og Hince kigger hinanden dybt i øjnene, og omkvædet "There's a time for the second best, and there is a time for when the feelings gone, but it's hard to be hard I guess when you are shaking like a dog" leveres med en nerve og intensitet af en anden verden.

Dette års "Blood Pressures"-udgivelse må siges at være gruppens mest opfindsomme til dato. Den minimalistiske lyd, som altid har kendetegnet The Kills, har fået lidt flere nuancer, mens lydbilledet stadig holdes tro mod den stramme form, som har kendetegnet gruppen siden debut-ep'en "Black Rooster" (2001).

Mosshart finder Rickenbacker-guitaren frem. Bevæbnet med en guitar hver leder aftenens to hovedpersoner os igennem"Heart is a Beating Drum" og "Kissy Kissy" fra henholdvis dette års album og debuten fra 2003. "Heart is a Beating Drum"s The Doors-inspirerede riff understøttes af Hinces solosang, mens Mosshart svinger sit sorte hår som den rock 'n' roll-sirene, hun efterhånden må siges at være.

Denne aften er publikum vidne til en intim seance mellem de to personer på scenen – en intimitet, der når 100 km ud over scenekanten.

Allison Mosshart
Efter at have tilbragt de sidste fire år i selskab med Jack White – enten i studiet eller på landevejen – er det tydeligt, at amerikanske Allision Mosshart har udviklet sin performance og stemme i en anden retning. Hvis man lytter til The Kills' album "Midnight Boom" (2007) og dette års udgivelse, er det tydeligt, at hun nu synger med meget større volumen – som en sanger i et klassisk rockband som The Dead Weather skal gøre. Denne volume giver The Kills' nye album, og koncerten denne aften på den canadiske vestkyst, en helt anden dimension. Mosshart har en rock chick- udstråling på scenen, når hun svinger håret, banker løs på guitaren eller svinger mikrofonstativet – hun ejer scenen og udstråler en selvsikkerhed, der bærer aftenens show frem.

Tak til The Kills
Åbningsnummeret fra "Midnight Boom"-udgivelsen, "U.R.A Fever", leveres som en af aftenens mange højdepunkter. Tilbage i 2007 var der store forventninger til dette album. Selv om enkelte af sangene fra "Midnight Boom" figurerede i tv-serier som 90210 Beverly Hills og Gossip Girl og fandt vej til enkelte computerspil, blev albummet aldrig rigtig spillet på radiostationer i hverken USA eller England. I 2006 medvirkede  Mosshart på Placebos album "Meds". Disse gæsteoptrædender fortsatte hun med efter udgivelsen af "Midnight Boom", med BBC-dokumentaren The Mighty Boosh og The Dead Weather som de mest fremtrædende. The Kills er et navn, man ikke kan komme uden om længere, hvilket interessen for dette års udgivelse har understreget til fulde.

Sætlisten denne aften er sammensat af numre fra hele gruppens bagkatalog. Det må konkluderes, at numre fra "Blood Pressures" skiller sig ud som noget mere storladent i lydbilledet. Sange som "Baby Says" og "You Don't Own the Road" er fantastiske livenumre. Mosshart får undervejs spillet trommer, stående, i bedste Raveonettes-stil, inden gruppen slutter af med "Sour Cherry" fra "Midnight Boom".

The Kills klappes ind til en ekstra omgang. Leopardtæppet på bagscenen forvandler sig til en stjernehimmel, Hince indtager plads ved klaveret, mens Mosshart synger den fremragende "The Last Goodbye" fra "Blood Pressures" – et track, der viser, at den cool duo stadig besider en blød side. "Pots & Pans", sidste nummer på samme udgivelse, og "Fried My Little Brains" fra 2003 gruppens debut afslutter en fremragende koncert.

Jeg har ofte fået kommentarer om, at jeg er for fedtet med mine stjerner, når jeg anmelder, måske berettiget. Dog synes jeg, at der skal noget helt, helt specielt til, for at en koncert sniger sig op på 5 stjerner. Jeg har intet problem med at give The Kills 6 stjerner for aftenens koncert, havde skalaen gået til 7, havde de også fået det – aftenens koncert var en kraftpræstation af de store, tak for det.
 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA