x
Booker T Jones: The Road From Memphis

Booker T Jones
The Road From Memphis

Booker T Jones: The Road From Memphis

GAFFA

Album / Cosmos Music Group
Udgivelse D. 16.05.2011
Anmeldt af
Pelle Sonne Lohmann

Amerikanske Booker T. Jones har for længst opnået en status, hvor han frit kan håndplukke sine samarbejdspartnere – på The Road From Memphis har han hyret hiphop-gruppen The Roots som backingband, og så har han rekrutteret fire forrygende gæstesangere, der alle er med til at løfte albummet afgørende.

Jim James fra My Morning Jacket synger smukt og indlevende som altid på den 1960'er-poppede Progress, The Nationals Matt Berninger og Sharon Jones præsterer en herligt fortrolig duet på Representing Memphis, og endelig demonstrerer Lou Reed nok en gang sin evindelige coolness på afslutningsnummeret The Bronx.

Over hele linjen er der helt forventeligt dømt svedig soul- og funkfusion med et sommetider jazzet twist, og der kan snildt trækkes tråde tilbage til både Booker T. Jones' dage med The M.G.'s og mandens øvrige bagkatalog. Flere af de instrumentale numre fremstår en smule uddaterede og indimellem for improvisatorisk famlende, og coverversionen af Crazy tangerer det fjollede, men The Road From Memphis er så afgjort et rart bekendtskab.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA